Godmorgen bryllupsdag

Godmorgen bryllupsdag
Engin_Akyurt / Pixabay

Har denne tekst gjort jeres forberedelser lettere, så vurdér den gerne!

Printet fra festbogen.dk - tekster om forberedelse af alle fester!

Måske sidste chance for at brede sig i hele sengen.

Til trods for at det i dag er almindeligt at bo sammen før man bliver gift, er der alligevel mange der holder fast ved den gamle tradition, om ikke at se hinanden på bryllupsdagen før i kirken.

Traditionen tillægger det uheld at forlade det samme hus på vej til bryllup.
Der er også rigeligt at foretage sig på denne store dag for både brud som gom, så det er udmærket de hver især er i centrum hvor de befinder sig.

Ofte vil bruden overnatte i sit barndomshjem. Faderen skal jo alligevel følge bruden til kirken, så på denne måde har han lidt styr på tiden.
Brudgommen kan også overnatte hos forloveren, som alligevel skal hjælpe med mange ting for at få dagen til at glide effektivt.

Dagen bør starte med en god afslappet morgenmad.
Der kan meget vel blive så meget at se til på denne formiddag, at der måske ikke bliver meget mulighed for at spise inden ceremonien.

Hvor meget der skal løbes denne formiddag, bestemmes næsten udelukkende af forberedelsernes grundighed, og så naturligvis vielsestidspunktet.
Et formiddagsbryllup finder sædvanligvis sted mellem kl. 11.00 og kl. 15.00, hvor det skal være afsluttet.
Eftermiddagsbryllup mellem kl. 15.00 og 17.00.

Skal kirken udsmykkes (fx af 1. brudepige eller andre gode venner) er det et formiddagsjob – der måske skal fortsætte med udsmykning af receptionssted og/eller festlokale.

Praktiske opgaver på dagen:
Brudebuket hentes af gom/forlover og lægges i kirkens våbenhus, hvor bruden får den ved ankomst.

Brud skal eventuelt have sat hår og ordnet make-up.
Brudekjolen skal hentes eller leveres, eventuelt i kirken. Skal kjolen prøves for første gang efter de sidste tilretninger, så reserver lidt mere tid end til normal påklædning. De tidligere afprøvninger har måske været med en halvfærdig kjole der fx ikke havde de 12 stramme nye ‘svære at lukke’ knapper!