Nonfirmation

Blev I klogere af at læse i vores leksikon?



Det borgerlige sidestykke til konfirmation, nonfirmation, finder sted med arrangementer i København, Odense og Aalborg under navnet Ungdomsfester.
Arrangøren er DUI-leg og virke og der kan læses mere om festen på deres nonfirmations side.

Ordet nonfirmation siger ifølge Eberhard Harbsmeier ikke noget om, hvad det er, kun hvad det ikke er:

Det er ikke en konfirmation, man bekræfter ingenting. Dermed er det mere et begreb, som dækker over de arrangementer, nogle unge vælger at holde i stedet for en konfirmation. Men det kan gøres på mange måder. Nogle unge vælger stadig at holde en fest, der ligner konfirmationsfesten, for at markere overgangen fra barn til ung, og for at få festen og gaverne. Men der er ikke nogen samhørighed med ydre faste rituelle rammer. Det vigtige ved en nonfirmation er, at de unge selv vælger, hvordan markeringen skal foregå

At der kan være meget forskellige holdninger til en fest der drejer sig om at undlade at bekræfte noget (som måske slet ikke kan lade sig gøre overhovedet hvis det unge menneske ikke er døbt), er vel ganske naturligt.

 



Christine Antorini, MF. (S) skrev i MetroXpress maj 2003:Antorini

Med ryggen til Gud
Der findes former for ateisme, der er så demonstrativ, at de mest af alt ligner religion – med ryggen til Gud.
Således med fænomenet nonfirmation, der er blevet stadig mere populært ikke mindst hos den bløde del af venstrefløjen og de få Socialdemokrater, der er kede af, at DUI-Leg og virke i 1990’erne måtte opgive at samle til kollektiv borgerlig konfirmation, fordi interessen var for lille.

Nonfirmation er efter min bedste overbevisning det rene pjat. Jeg kan næsten ikke komme på noget mere halvhjertet og inkonsekvent. Det er hverken at tage den unge, sig selv eller gæsterne alvorligt. For hvorfor egentlig invitere til en nonfirmation?

Lad os se på den ægte ‘firmelse’. En konfirmation er en kirkelig handling, hvor børn er blevet så modne, at de som unge mennesker på 14-15 år er i stand til aktivt at tage stilling til deres religion ved at bekræfte deres dåb. I den protestantiske kirke er konfirmationen desuden adgangsbilletten til nadveren.

En nonfirmation må derfor være det modsatte, hvis ordet skal tages bogstaveligt. Det vil sige at forældrene ved fødslen har afsværget alle religiøse fordringer fx ved navngivningsfesten og nu højtideligt lader barnet bekræfte denne afsværgelse ved nonfirmationen.
Ellers kunne man jo bare nøjes med at notere sig, at mange unge mennesker i disse uger bliver konfirmeret som en del af deres religiøse skik – ligesom mange muslimske drengebørn i 7-års alderen bliver omskåret og fejres ved omskæringsfesten.

Så vidt jeg ved er der ingen forældre, der har følt så store moralske kvababbelser over omskæringsfesterne, at de har foranstaltet en nonskæringsfest for deres drengebørn. For ikke-muslimske drenge bliver bare ikke omskåret, så det fejrer man selvfølgelig ikke. På samme vis burde de ateistiske forældre alene notere sig, at der i maj måned foregår en række religiøse festligheder omkring kristne unges konfirmation. Hvis deres børn ønsker at bekende sig til den kristne tro, kan de vælge at lade sig døbe og efterfølgende konfirmere. Men hvis de ikke ønsker det, jamen så er der selvfølgelig heller ingen nonfirmation.

Udover at nonfirmationer udstiller en håbløs manglende indsigt i baggrunden for bestemte religiøse begivenheder, er det samtidig et patetisk udslag af en småborgerlighed, som netop disse forældre under normale omstændigheder ganske givet ville foragte. For nonfirmationer er en tro kopi af den rigtige konfirmation – bortset fra at det ikke sker i kirken. Den afholdes i de samme weekender som konfirmationerne med stor fest for familie og nære venner, taler, gaver, hvid kjole, blå mandag. Kort sagt hele molevitten, så det nærmest ligner.

Jeg har forståelse for de forældre, der ønsker at fejre en stor 15-års fødselsdag for deres børn for at markere, at de har nået det første skelsår i overgangen fra barn til ung. Det bør bare hedde, hvad det er: 15 års fødselsdag. Hvis børnene vil det samme som kammeraterne, så tag forældreskabet alvorligt og forklar, hvad konfirmationen egentlig går ud på. Børnene er nemlig så store på det tidspunkt, at de er i stand til selv at vurdere, om de ønsker den religiøse dimension i deres liv. At stille en gratis holdning om en alternativ nonfirmation foran børnene er præcist det modsatte af at tage dem alvorligt. Og os gæster slipper for den rigtige dårlige smag i munden ved at blive inviteret til en nonfirmation, hvor vi skal spille med – men med ryggen til Gud.

En stor tak til Christine Antorini for tilladelse til at bringe denne artikel.

5 kommentarer til “Nonfirmation”

  1. Ann Thomsen siger:

    Kære Christine
    Jeg synes også jeg får dårlig smag i munden af at deltage i diverse konfirmationer rundt omkring, og de konfirmationer jeg har deltaget i har da været med ryggen imod Gud. Et stort sært gave ræs og unge mennesker der ikke rigtig tror på Gud, men har valgt konfirmation på grund af gaverne og har løjet i kirken. Men et valg er vil et valg og om man har valgt at tro på det ene eller andet og ønsker at markere dette med en fest kan vil ikke give andre dårlig smag i munden bare fordi man vælger Gud fra eller til. Forstår dig slet ikke. Som ikke troende har jeg da også været til konfirmationer men har da ikke haft en dårlig smag i munden eller følget mig troet på min ikke religiøse tro. Så hvor Dan kan du føle dig troet på med en nonkonfirmation det er da valget man fejre og ikke andet. Forstår simpelthen ikke din kommentar med ryggen mod Gud Christ !!

  2. Milena siger:

    Hvis man er så skide religiøs, og synes at man svigter gud, ved at tage til en nonkonfirmationså lad god vær’. Man tager til en nonkonfirmation for at fejre, at personen nu er voksen nok til, at tage sådan en vigtig beslutning! Nemlig den om sin EGEN tro! Det er det man fejre ved en nonkonfirmation!

  3. heidi sand siger:

    Hej
    Jeg har også brug for at kommentere dit indslag.
    Jeg er meget uening i dine anskuelser hvem der må holde fest eller ej.
    Nu står jeg selv i den situtation, at min søn vælger ikke at blive konfirmeret, trods han er døbt i kirken.
    Han siger til os, jeg tror ikke på gud, sådan som biblen beskriver det. Jeg tror mere på videnskab.

    Jeg er stolt over min søn der gør sig tanker og virkelige har dukket ned i emnet og taget det alvorligt.
    Du burde virkelige undersøge hvor mange unger der bliver konfirmeret uden at de har gjort sig nogle tanker og sidder og gaber til konfirmationsforberedelser og kun siger ja til det for pengenes skyld, inden du skriver sådan et indslag.

    Jeg har talt med mange unge, som siger de har fortrudt, at de ikke havde mod til at sige nej, for de gjorde det kun for pengenes og forældrenes skyld.

    Så når min søn vælger at nej til den kirkelig ceremoni, så skal han ikke have en fest??
    NU vælger han så festen fra, for han ønsker ikke at være midtpunkt og ønsker kun de nærmeste samlet til brunch.
    Men jeg ville til enhver tid give ham festen hvis han ønskede det.
    Skal så dem der bliver borgerlig gift heller ikke holde en bryllupsfest? Og kalde det bryllup??
    Og dem der holder navnefest til deres barn, skal så heller ikke have lov til at holde fest og kalde det navnefest.
    Nu hedder det nu engang non-firmation, men med tiden kunne man måske finde et andet navn til festen for også at fejre dem der tør at have en mening og sige fra.

  4. Dan Kristensen siger:

    Jeg har ikke nogen kommentar til navnet eller hvad der skal ske til selve begivenheden. Mere en forundring over hvad man har lyst til at fejre eller ‘belønne’.
    Det er sandt at der er mange ting vi fejrer uden at have nogen speciel religiøs tilknytning til begivenheden. Jul fejres af stort set alle, inklusiv mig selv, selv om mange ikke decideret er religiøse eller tror på Jesus, som man fejrer. Det er i stedet et udtryk for fejring af den tradition vores land er præget af. Vi er alle mere eller mindre traditionskristne. Dåb, bryllupper, konfirmationer, begravelse. For langt de fleste ikke et spørgsmål om tro, men i stedet tradition.
    Alle dejlige begivenheder der kan fejres, og ja folk der bliver borgerligt gift skal da også fejres.
    Det der undrer mig, er fejringen af noget der ikke finder sted. Vi fejrer vel heller ikke folk der ikke bliver gift, borgerligt såvel som kirkeligt, eller børn der ikke bliver født og navngivet. Jeg har stor respekt for unge der står ved deres tro og holdninger, og ikke bare vælger at blive konfirmeret for at få gaver. Et klap på skulderen og et par stolte forældre er på sin plads! Men man fejrer vel heller ikke sit barn hver gang de tager stilling til større ting i deres liv.
    Det er vel i bund og grund bare forældres følelse af at det er synd for deres børn hvis de ikke får en fest når deres kammerater får en.
    Det synes jeg rent principielt er en moralsk vag beslutning, men det kan da være at jeg bliver mere blød når jeg selv bliver far.

  5. Robert Madsen siger:

    Jeg skal holde “Nonfirmation” for min søn.

    Det gør jeg fordi, at han er ateist, og fordi det er nu, hvor hans jævnaldrende får at vide, at nu starter “voksenlivet”.

    At nogle så mener, at man kun kan holde en fest på dette tidspunkt, hvis man erkender sig til en usynlig ven i himlen, så er det deres holdning.

    Dan, der skriver “Men man fejrer vel heller ikke sit barn hver gang de tager stilling til større ting i deres liv” – Hvorfor så fejre konfirmation i det hele taget?
    Jeg fejrer, at min søn har taget stilling – godt nok en anden end hans jævnaldrende, men helt klart stilling.

    Som Heidi skriver, så er det da langt mere hyklerisk, at stille sig op i kirken og sige et falsk “Ja”, hvis det er kravet for at få en fest.

    PS: Juletiden er meget ældre end kristendommen – Det er en fejring af, at vi går mod lysere tider (På den nordlige halvkugle).
    Det så kristendommens grundlæggere, som et smart tidspunkt at bringe en “skabersøn” i spil, og det er faktisk fin PR!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *