Brudebuket

Blev I klogere af at læse i vores leksikon?



Det er gommen der efter gammel skik (der brydes oftere end den holdes i hævd) køber brudebuketten, men der kan naturligvis konfereres lidt med svigermor først, og med leverandøren af brudekjolen.
Har bruden en favoritblomst skal den naturligvis indgå i buketten, og som den kunstart det er at binde brudebuketter, skal blomsterbinderen kende både farve og snit på brudekjolen for det optimale resultat.
Samtidig bestilles eventuelle brudepigebuket(ter) og knaphulsbuket så blomsterne matcher hinanden, og de blomster der i øvrigt kommer til at pynte i kirken, ved egen pyntning eller foretaget af kirken.

Brudeparret er (traditionelt) de første der forlader bryllupsfesten og inden kastes brudebuketten ud blandt de ugifte piger.
Buketten kan også ægges på en slægtnings grav eller den tages med hjem og sendes til tørring eller indramning.

Den pige der griber brudebuketten når den kastes ved midnat, bliver den næste der bliver gift.
Det vil bringe lykke hvis buketten lægges på en slægtnings grav (da det altid er godt at stå på god fod med de døde).
Hvis buketten tages med (hjem), må den ikke sættes i vand, da det kan få den konsekvens at ægteskabet ikke varer længe.

Tidligere da der var mange negative reaktioner på enlige mødre, blev mange ægteskaber besluttet i en ruf hvis pigen blev gravid.
En af måderne til at skjule formerne på, var nogle store brudebuketter. På samme måde kunne man med en lille buket vise at man absolut ikke var ‘tvunget’ til at gifte sig.

Brudebuketten, som den håndbuket det er i dag, blev først almindelig fra slutningen af 1800 tallet. Først som små buketter, der snart voksede og i begyndelsen af 1900 tallet endte opskriften på en brudebuket at være: jo dyrere desto bedre. Oftest blev det så til langstilkede roser.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *