Med glas i hånden

vinglas
Foto: Pixabay

Flasken eller karaflen med rødvin står normalt ved hveranden kuvert.
Glassene står foran og som regel lidt til højre for kuverten, helst ikke lige for, da man i så fald let dypper ærmet i tallerkenen, når man vil drikke. Normalt vil de, regnet fra højre, være anbragt i den orden, hvori de skal bruges. Flasken eller karaflen med rødvin står normalt ved hveranden kuvert (herrernes), foran og til højre for glassene på en flaskebakke.
Øl- og snapseglas bydes undertiden rundt med indholdet iskænket. De fjernes, når hors d’æuvren er spist.
Man har forskellige slags glas efter den brug, man gør af dem: vand-, rødvins-, hvidvins-, champagne-, hedvins-, cocktail-, cognacs- og likørglas i mange forskellige former og størrelser.
Glas, hørende til samme sæt, kan enten alle
— være ens af form og kun variere i størrelse efter anvendelsen,
— være specialglas til de forskellige slags vine, eller
— være ens både i form og størrelse, uanset hvilken vin de skal bruges til.

Vedrørende specialglas skal her blot nævnes følgende:

Rødvinsglas har ofte form af et afskåret æg, stående med spidsen på glassets fod. Det fyldes kun halvt, da det ellers let vælter.

Bourgogneglas er lidt større end rødvinsglas og bredere end disse, nærmest bægerformede, for at man rigtig kan få glæde af bourgognens kraftige bouquet. Kun en trediedel af glasset fyldes.

Hvidvinsglas er skålformede eller spidse og på høj fod. De er herhjemme ofte grønne, til forargelse for vinkendere, som vil kunne se vinens egen farve, der for dem er den halve fornøjelse.



Champagneglas er enten høje og slanke eller lave og brede.

Cognacglas er ofte de såkaldte svingpokaler, store pæreformede glas på lav fod med den smalle ende opefter, således at glasset holder på cognacdampene. Det varmes med hånden, og formen muliggør desuden, at indholdet kan sættes i en svingende bevægelse op ad glassets side, hvorved fordampningen fremmes.
Der skænkes i pokalen kun så meget, som der kan være i et almindeligt cognacglas.

Vine og likører m.m. skal, når de drikkes, både kunne ses, smages og lugtes.
Derfor bør det ideale glas
— være farveløst,
— have så stor fordampningsflade som muligt,
— være således formet, at man ved at svinge det kan lade indholdet væde glassets indvendige flade, hvorved fordampningen forøges,
— være så stort i diameter, at det dækker næsen, og
— være behageligt at drikke af.
Disse betingelser opfyldes bedst af det ufarvede, tulipanformede glas, som derfor foretrækkes af vinkendere. For at selve glasset ikke skal påvirke indholdets temperatur på uheldig måde, må det tillige være tyndt. Det bruges lige godt til vin og som svingpokal til cognac — dog ikke til champagne, der bedst drikkes af de ovenfor beskrevne, skumbefordrende høje specialglas.
Glasset må ikke fyldes for meget, højst til hvor det er bredest, ved hedvin og cognac en del mindre.
En ulempe ved de ens glas er, at de opvartende let kan komme til at skænke i forkert glas. Man må derfor nøje overholde at stille hvert glas tilbage på den plads, det har fået ved borddækningen, da betjeningen ikke har andet end glassenes rækkefølge at gå efter.
I øvrigt har små glas til hedvin, likør og snaps i virkeligheden kun berettigelse på restaurationer, hvor de samtidig virker som måleglas, ikke i privathjem, og forbruget af vin m.m. behøver ikke at stige ved anvendelsen af de store glas, når man blot gør sig formålet med disse klart.

Om at skænke
Den egentlige bordvin, bordeauxvinen, skænkes normalt af gæsterne selv, de øvrige vine af betjeningen.
Gæsterne bør ikke begynde at skænke af deres karafler, før værten tager fat på sin.
Ved skænkning af en flaske, herunder også ølflasker, holder man om dennes nederste del, ikke om flaskehalsen, ved karafler derimod om halsen, hvis denne er tilstrækkelig lang til, at man kan få ordentligt fat, ellers om kroppen. I førstnævnte tilfælde hælder man først lidt i sit eget glas for derved selv at tage eventuelle propstykker og skænker derefter for andre. Er vinen derimod hældt på en karaffel, og det vil være det sædvanlige for rødvinen – bordvinen – kan man straks skænke i det fremmede glas, idet man så må gå ud fra, at eventuelle propstykker er fjernet ved påfyldningen.
En herre skænker først for sin borddame, har han to, først for damen til højre, og derefter for eventuelle andre, han også skal forsyne fra sin karaffel, han må derfor straks diskret finde ud af, om han i denne henseende skal tage sig af andre end sin borddame og hellere skænke i et glas for meget end risikere at være skyld i, at en af gæsterne, i hvert fald et stykke tid, kommer til at sidde med tomt glas — for ikke at tale om det pinlige, der kan være i, at opmærksomheden overhovedet bliver henledt på spørgsmålet.
Normalt må han ikke skænke for andre herrers borddamer.
Er der 2 herrer om at dele en flaske (karaffel), vil det være naturligt, at det er den ældste, der administrerer den.
En dame må ikke skænke for sig selv, såfremt der er herrer til stede, der kan gøre det. Hun må i givet fald henvende sig til nærmestsiddende herre om at få noget i sit glas.
Der skænkes med højre hånd (flasken under hånden), idet man passer på ikke med albuen at komme til at genere den, der sidder til højre for en, og man skænker naturligvis ikke forbi en anden eller over bordet.
Skal andre end de 2 nærmeste naboer have vin af ens karaffel, må man lade denne gå videre til de pågældende, der så selv må fylde i deres glas. Ved vin med kraftig bouquet må der ikke skænkes for meget i glassene, og i det hele taget ser det ikke godt ud, at de fyldes for meget, snaps kan skænkes til randen, når den drikkes af små glas.
Bordherren skal under spisningen holde øje med sin dames og eventuelt andres glas, han har ansvaret for, og skænke, så snart de er tømt; forinden spørger han dog den pågældende. Især må han sørge for, at der er noget i glassene, når der holdes tale, idet denne normalt afsluttes med en skål.
Champagne og andre mousserende vine bør først skænkes, lige før de skal drikkes, da kulsyren hurtigt går af dem. Nogle foretrækker at fjerne kulsyren med en champagnepisker, men de fleste vil helst have den med.
Man bør være forsigtig med det sidste i en flaske og straks holde op at skænke, hvis der viser sig tegn på bundfald.
Rødvinskaraflen bør ikke tømmes helt, i hvert fald ikke før til allersidst. Man får derved mulighed for, som så mange ynder det, at »slutte af« med rødvin. En tømt rødvinskaraffel betyder tillige indirekte en tilkendegivelse af, at man ikke ugerne ser, at der bliver hældt noget mere på den.
Skænkes også bordvinen af betjeningen, må man ikke for ofte drikke sit glas helt ud, da man herved udtrykker ønsket om at få mere. Dette gælder dog ikke de andre vine, som man ikke kan forvente vil blive skænket så hyppigt som bordvinen. Vil man ikke have mere af en vin, der skænkes om, kan man betyde betjeningen dette ved at gøre en bevægelse, som om man vilde holde over glasset, når skænkeren vil fylde mere i det. der må så ikke skænkes for den pågældende, før næste vin bydes.

Om at holde på glasset
Et glas holdes i højre hånd, idet man fatter om glassets nederste del med tommelfingeren, forpå og de øvrige fingre samlede bagpå. Har det fod, støtter lillefingeren (strit ikke med den) imod denne.
Det ser ikke godt ud at holde med hele hånden om selve glasset, således som nogle, især unge mennesker de senere år er kommet ind på.

Hvorledes man drikker
Normalt rører man ikke sit glas, før værten ved måltidets begyndelse har drukket af sit, og man venter med at drikke, til man har tygget af munden. Man skyller ikke hver mundfuld ned med en slurk og man passer på at drikke således, at andre ikke kan høre det. Stillingen af hovedet og halsen spiller her en vis rolle. Jo lettere passagen igennem halsen er, jo større er chancen for at drikke lydløst — forudsat naturligvis, at man ikke slubrer el. lign.
Drik lidt ad gangen og med passende, ikke for korte mellemrum, samt ikke for hurtigt, men først og sidst, drik, hvor det er stærke drikke, med måde, thi hvor spiritus går ind, går som bekendt forstanden ud.

I gamle dage tog man ikke større forargelse af »en lille streg« eller» en ærlig rus«, tværtimod, det hørte næsten med, hvis aftenen skulde være helt vellykket. Nu ser man jo anderledes på det; især når der er damer til stede, kan beruselse ikke under nogen form tolereres. Mange, ikke mindst unge mennesker, har ved deres opførsel ved lejligheder, hvor der har været adgang til at nyde mere af de stærke drikke end ellers, afsløret, at deres »rette væsen« og dannelse ikke stak så dybt, som de selv gerne vilde give det udseende af.
Øl og andre spiritusholdige læskedrikke kan indtages i større drag; dog bør det ske uden enhver antydning af begærlighed, selv om man er nok så tørstig, og uden et »ah i« eller et veltilfreds suk bagefter. vin og spiritus drikkes i små slurke. Ved udbringelsen af en særlig betydningsfuld skål kan man dog drikke ud på een gang.
Man må undgå at berøre glasset med hele munden, men nøjes med at sætte det mod underlæben, da der ellers let afsætter sig madrester eller rande på randen.