Gå til bords

tilbords
Foto: Pixabay.

Når køkkenet er klar med maden, hvilket bør være tilfældet senest et kvarter efter det klokkeslæt, hvortil gæsterne er indbudt, siger betjeningen værsgo’ til husets frue, der beordrer dørene til spisestuen åbnet, og værten opfordrer herrerne til at tage damer til bords.

Dette gjordes tidligere, ved at han klappede i hænderne og sagde: »Må jeg bede herrerne tage damer til bords«, nu sker det som regel mere diskret, idet han fx blot siger så højt, at de nærmeste kan høre det: »Skal vi gå til bords« og derefter selv lægger for med at byde sin borddame armen. De andre herrer opsøger skyndsomst deres damer og byder dem højre arm.

Skal en herre føre to damer til bords, må han passe på at byde dem armen i overensstemmelse med det på tilbordskortet angivne.

Han kan ikke uden at risikere at fonærme dem bytte om på dem bagefter. Alle går derpå i en rækkefølge, der i passende udstrækning er bestemt af gæsternes rang og alder, ind til bordet, med værten og hans dame i spidsen og værtinden med bordherre som sluttende par.

Er der ikke på bagsiden af Deres tilbordskort angivet, hvor De skal sidde ved bordet, må De ved egen hjælp finde Deres plads. De går da, stadig med Deres dame under armen, rundt om det, af praktiske grunde således, at De har bordet på deres venstre side (venstre volte), hvorved De er nærmest ved det og lettest kan læse, hvad der står på glaskortene.



Pas på ved denne rundgang ikke at komme i vejen for eller støde til andre.

Når værtinden har sat sig, kan alle tage plads. Det ser for eksercermæssigt ud, hvis gæsterne tager opstilling bag deres stole og sætter sig på een gang som på kommando. Det naturlige er, at man indtager sin plads, når værtinden har sat sig, og man har fundet ud af, hvor man skal sidde, forudsat at man ikke derved kommer til at spærre passagen for andre.

Forinden værten selv sætter sig, hjælper han, så godt han kan fra sin plads, stilfærdigt gæsterne til rette. Husk at tage Dem af Deres borddames stol.

Serveringen og spisningen begynder
Efter at alle er kommet til sæde ved bordet, giver vært og værtinde tegn til, at servietterne kan tages og spisningen begynde, ved selv at folde deres servietter ud og tage fat på at spise. Er første ret ikke på bordet (kanapes, hors d’æuvre el. lign.), bærer betjeningen den herefter hid af sig selv.
Er der lejede tjenere eller servitricer iblandt betjeningspersonalet, og man kender nogle af dem, skal man ikke hilse for åbenlyst på dem, men gøre det så diskret som muligt. Har man lånt sin husassistent ud til hjemmet, bør man ikke fortælle det til de andre gæster.

Taler og sange
De egentlige taler begynder tidligst ved stegen.
I mange hjem bruges det endnu at holde taler. Værten indleder her med at byde velkommen, når første ret er budt rundt, og gæsterne er kommet i gang med at spise. Han takker på sin hustrus og egne vegne de tilstedeværende, fordi de har efterkommet indbydelsen, og udtaler begges glæde over at se dem og eventuelt en beklagelse, såfremt særlige årsager har forhindret andre indbudte, fx nogle af gæsternes nære slægtninge, i at komme.

Gæster, der for første gang er i huset, eller som er kommet langvejs fra, får som oftest en særlig velkomst og tak; de sidste fordi de har trodset besværlighederne.
Derefter hilser han med sit glas, først på sin borddame, derefter på dem, han har budt særlig velkommen, og endelig på den øvrige del af selskabet under eet, samtidig med at han bukker, først til den ene side af bordet og derefter til den anden, idet han søger at fange de flest muliges blikke.

Serveres der varm mad, bør han ikke gøre talen længere end højst nødvendigt, for at maden ikke skal blive kold. Gæsterne må nemlig ikke spise, så længe der holdes en bordtale — altså hverken under velkomsttalen eller eventuelle andre taler.

Der bydes dog normalt ikke velkommen i snaps, såfremt der senere under måltidet serveres vin, men værten venter hermed, indtil man når til vinen.
Taler holdes normalt stående, i en intim sluttet kreds, dog ofte siddende. At man ønsker at holde en tale tilkendegives ved, at man med en kniv eller lignende slår på sit glas — dog ikke for kraftigt, med mindre det er nødvendigt for at overdøve støjen fra selskabet.

Både denne byden velkommen og bordtaler i almindelighed bruges i nogle hjem nutildags kun ved særlige lejligheder. Her gælder da som oftest den regel, at værten byder velkommen, såfremt der kan (ikke skal) holdes taler, medens han i modsat fald tier stille.
I hjem, hvor der altid bydes velkommen, kan gæsterne derimod holde taler eller lade være, som det passer dem. Disse steder er taler som regel velsete, da de på en behagelig måde bryder tiden ved bordet og, såfremt de er gode — ikke mindst fornøjelige og kvikke — kan bidrage til at sætte stemningen i vejret.
Versificerede taler og sange, der jo også er en slags taler, er vel egnede hertil og derfor ganske særligt påskønnede.

Det afhænger naturligvis af ens egen indstilling, om man betragter det som et plus eller som et minus, at bordtalerne er på retur, men af de mennesker, der ikke har evnen til at holde en tale på rigtig måde — og dem er der mange af — og som i en given situation, måske uventet i kraft af husets skik bliver tvunget dertil, hilses tendensen til at komme bort fra bordtaler utvivlsomt med glæde. At skulle tale er nemlig for dem en lidelse, der er i stand til at ødelægge en ellers fornøjelig aften, bortset fra, at det for de øvrige gæster ikke er morsomt, og kan være direkte pinligt, at høre på en dårlig taler. Derfor vil den rigtige løsning utvivlsomt være, at det bliver ganske uafhængigt af coutume, altså helt frivilligt, om der ved en almindelig sammenkomst skal holdes taler, således at det at holde en tale fremtidig udelukkende betragtes som en ret og ikke en pligt.

Hvem det ved en given lejlighed tilkommer at holde tale, hvem, der skal tales for, og i hvilken udstrækning, der skal tales, giver sig som regel nogenlunde af sig selv. Taler værten for en bestemt person i selskabet, må denne naturligvis selv svare med en tale. I øvrigt er det naturligt, at ægtemanden til værtens borddame taler for værten og hans hjem og på samtlige gæsters vegne takker for indbydelsen medens værtindens bordherre taler for værtinden og takker for maden; holdes førstnævnte tale ikke, bør værtindens bordherre slå begge taler sammen i een. Tale for børnene kan holdes af hvilken som helst af gæsterne.

Er nogen af døtrene voksne, kan den ældstes bordherre, såfremt han ikke er for ung i forhold til den øvrige del af selskabet, tage talen på sig. I tilfælde, hvor der kan forventes mange taler, kan værten udpege en »toastmaster« eller »magister Bibendi« til at fastsætte talernes rækkefølge og taletid. Alle, der har noget på hjerte, må i så fald henvende sig til ham for at få ordet.

Er der en særlig hædersgæst til stede, fx jubilar eller en gæst, der har fødselsdag, tilkommer det værten, eller den, der har vedkommende til bords, at holde festtalen for den pågældende. Normalt vil der være sat til bords således, at dette hverv tilfalder værten. Den, der tales for, bliver normalt siddende under talen, damer bliver også siddende, når der udbringes et leve for dem, men rejser sig bagefter og hilser stående med deres glas. At det øvrige selskab også rejser sig, er en selvfølge. Unge mennesker bør, i hvert fald ved højtidelige lejligheder, rejse sig, når der tales for dem.

De egentlige taler begynder tidligst ved stegen, så vidt muligt holdes de imellem retterne eller serveringen, for at gæsterne kan få lejlighed til at spise maden, medens den er varm. Betjeningen bør helst gå ud under talen, og dørene lukkes; der serveres ikke under bordtaler. Det mest hensigtsmæssige vilde naturligvis være, om man bar sig ad som i Frankrig, hvor alle taler er henlagt til desserten.

I Sverige er der den ubrydelige regel, som nu også er indført mangfoldige steder herhjemme, at værtindens bordherre, ganske uanset om der er budt velkommen, lige før man rejser sig fra bordet, »takker for maden«, og, såfremt det ikke er gjort af andre, tillige på selskabets vegne takker for indbydelsen.
Eventuelle sange bliver først omdelt, når hovedtalerne er holdt. Efter en sang udbringer værten en skål for forfatteren, såfremt denne er til stede og kendt, i mange tilfælde også, selv om han er anonym.

Når kongen taler, rejser alle sig straks og bliver under talen.

Damer som bordtalere
I almindelighed optræder damer ikke som bordtalere. Det kan dog være berettiget ved særlige lejligheder, eller hvor specielle forhold spiller ind. Da det imidlertid ikke ser godt ud, at en dame står og taler til bl. a. herrer, der sidder — det burde snarere være omvendt — bør damer, først og fremmest ældre, helst tale siddende når der er herrer til stede.