Bordsætning

bordsætning
Foto: Pixabay

At sætte til bords er et meget delikat arbejde, så vist som alt, hvad der kan komme til at kollidere med den menneskelige forfængelighed, må behandles med største varsomhed.
Først efter at samtlige svar på indbydelsen til en sammenkomst er indløbet, kan man gå i gang med bordplaceringen, med andre ord at lave en bordplan, og dette skal man endda af hensyn til eventuelle afbud vente med så længe som muligt. Et enkelt afbud er nemlig i stand til at vælte planen, så hele arbejdet må gøres om.
Ved større fester er det praktisk at lade bordplanen trykke i så stort et antal eksemplarer, at hver festdeltager kan få et og derved igennem placeringen ved bordet finde ud af, hvem de øvrige gæster er. Trykningen kan af hensyn til mulige afbud først finde sted i sidste øjeblik.
Men normalt er bordplanen kun en hjælp for værtsfolkene selv ved ordningen af borddækningen. Denne kan nemlig ofte give anledning til meget hovedbrud, da mange hensyn her må tages i betragtning, såsom gæsternes rang og alder, om de har været i hjemmet før, at to gæster ikke for ofte får hinanden til bords i det pågældende hjem osv.

Forskellige bordtyper
Bordets udseende afhænger af gæsternes antal i forbindelse med spisestuens størrelse og form. På illustrationen er vist nogle almindeligt forekommende bord-typer og på disse er med tal angivet den rækkefølge, hvori pladserne efter deres beliggenhed må antages at komme i fornemhed, idet »D« betyder dameplads og »H« herreplads.
I nogle hjem foretrækker værtsfolkene at sidde over for hinanden ved midten af langsiderne, idet de mener herfra at have bedst overblik over bordet og lettest at kunne opnå kontakt med gæsterne. I andre sidder de helst for bordenderne. Det sidste er vanskeligt at gennemføre, da det beror på gæsternes antal, om både vært og værtinde kommer til at sidde på selve bordendepladserne (kan ikke lade sig gøre, når der er lige antal par), og der ikke, som i først- nævnte tilfælde, er mulighed for forskydning af en enkelt plads, uden at den ene bordendeplade må opgives (se skitserne over langbordet og det runde bord). Der må derfor ved denne placeringsmåde enten tages fornødent hensyn hertil allerede ved udvælgelsen af gæsterne (enlige damer og herrer) og fastsættelsen af disses antal, eller også må fx værtinden flytte een plads, således at den fornemste herre kommer for enden af bordet, og den fornemste dame beholder den plads, der tilkommer hende ved bordet som værtens borddame.
Er der ikke nogen udpræget hædersgæst iblandt damerne, kan det blive værten, der må flytte, medens værtinden bevarer sin bordplads, men dette er i øvrigt et spørgsmål om tradition i det pågældende hjem. T-, U- og Kamborde bruges særlig ved foreningssammenkomster og store familieselskaber. Er der her fx udelukkende herrer til stede, sidder værten midt for hovedbordet, hvor hæderspladserne findes.
Forhold at tage i betragtning af forhold, der må tages i betragtning ved bordplacering i tilfælde, hvor hensyn til det formelle træder i forgrunden, skal, udover det allerede nævnte, anføres: – at pladsen er »finere«, jo nærmere man sidder vært eller værtinde og – under passende hensyntagen til afstanden – jo mere af bordet, man kan overse, hvilket sidste især kommer til at spille en rolle ved kambordet, – at parterne i et bordpar så vidt muligt skal stå på samme sociale trin (være af samme rang) og have fælles eller beslægtede interesser, – at værten normalt skal have den fornemste dame til bords, dog – at man hædrer de gæster, der første gang er i hjemmet, ved at give dem en særlig god placering, fx hvis det er et ægtepar, ved at værten tager fruen til bords, eller at herren fører værtinden,- at særlig fornemme personer som ministre og gesandter fortrinsvis bør have værtinden til bords, eller evt. værten disses fruer; i førstnævnte tilfælde kan, hvis der ikke er for mange spidser til stede, den pågældendes frue anbringes til venstre for værten, i sidstnævnte gemalen til højre for værtinden, – at der ved stor aldersforskel gives de ældre et fortrin i forhold til de yngre, selv om disse sidste er højere i rang, – at samme ægtepar ikke får både vært og værtinde til bords, – at parterne i 2 ægtepar ikke får hinanden til bords, – at forlovede altid skal have hinanden til bords, og – at man så vidt muligt undgår at placere ægtefæller lige over for eller — på samme side — i nærheden af hinanden. De har jo hinanden til daglig. Undertiden kan det være praktisk at anbringe ægtefæller på samme side af bordet, så de ikke fristes til at holde øje med hinanden under spisningen.
I øvrigt fremgår principperne for borddækning af de viste eksempler.

Er det fortrinsvis rangspersoner, man skal sætte til bords, vil man have en god hjælp i Hof- og statskalenderen, i hvis fortegnelse over personer i de fire første rangklasser de pågældende er opført i orden efter anciennitet, medens øvrige rangspersoners rang fremgår af den i samme håndbog angivne rangfølge. Damerne har, hvis de ikke beklæder særlige stillinger, hvortil der er knyttet rang, samme rang som deres mænd.
For at forhindre, at de samme mennesker for ofte får hinanden til bords, vil det være praktisk at føre bog over bordsætningen ved selskaber — selskabsboge, se afsnittet, selskabsmad og vin m. m.
I tilfælde, hvor det formelle ikke spiller ind, men hvor man alene kan lægge vægten på, at placeringen bliver således, at gæsterne morer sig mest muligt ved bordet, ses naturligvis ganske bort fra forskellen på pladsernes fornemhed. Der bliver derved rige muligheder for at skabe afveksling fra tidligere bordplaner og for at få gæsterne anbragt efter gemyt og gensidig sympati, ligesom der tilstræbes en nogenlunde ligelig fordeling af selskabets livlige elementer, så man undgår at skabe tavse områder eller kliker, hvis humørudfoldelse ofte fuldstændig lammer omgivelserne.
Undertiden lader man under disse forhold tilfældet afgøre, hvem der skal have hinanden til bords, idet man under en eller anden form trækker lod el. lign. om det.

Tilbordskort
For at de mandlige gæster kan vide, hvilke damer de skal føre til bords, får hver herre et såkaldt tilbordskort, dvs. et som regel med et dannebrogsflag eller en blomst prydet 2-fløjet kort, hvorpå er angivet navnet på den pågældende herre og hans borddame(r).
Af praktiske grunde findes ofte, især hvis selskabet er stort, på kortets bagside en skitse af bordet, hvorpå med et kryds er vist parrets plads i forhold til indgangen til spisestuen.
Kortene lægges normalt på en bakke i entreen, således at hver mandlig gæst selv kan tage sit kort, når han kommer.
Ved små, intime sammenkomster meddeler værten, støttet af sin bordplan, hver enkelt herre, hvem han skal føre til bords, eventuelt tillige, hvor parret skal sidde, og gæsterne finder så deres pladser ved hjælp af de i det følgende omtalte glaskort.

Glaskort
Glaskort er et smalt, hvidt kort ofte med et flag eller en blomst i øverste venstre hjørne. På kortet skrives den pågældende gæsts navn (fx hr. civilingeniør K. Dreyer), hvorefter det anbringes på kuvertens højeste glas.
Man kan som regel nøjes med glaskort ved herrernes kuverter, idet damerne jo normalt føres tit bords af herrerne, og deres placering fremgår af tilbordskortet; ved dameselskab må der selvfølgelig ligge glaskort ved hver kuvert.