At spise og drikke

spise og drikke
Foto: Pixabay.

Nydelsen øges væsentlig, hvis det sker i tiltalende omgivelser.
For de fleste mennesker spiller det en stor rolle, under hvilke forhold de spiser deres måltider.
Nydelsen øges væsentlig, hvis det sker i tiltalende omgivelser og i selskab med mennesker, der ved, hvorledes de skal opføre sig ved et bord.
De steder, hvor maden indtages, bør derfor med de midler, der er til rådighed, søges gjort så indbydende som muligt, og der må fra såvel de spisendes som betjeningens side lægges vægt på, at i hvert fald visse elementære former overholdes.
At man ikke sætter sig til bords uden først at have gjort sig i stand, og navnlig vasket sig, turde være en selvfølge; ikke blot skylder man sig selv det, men det er hensynsløst over for eventuelle bordfæller at udsætte dem for under måltidet at skulle se på snavsede hænder, uredt hår eller uordentlig påklædning.

Det er imidlertid, som nævnt, ikke tilstrækkeligt at være soigneret i udseende, måden, hvorpå der spises, skal også være det.
At sidde til bords med mennesker, der slubrer og smasker eller frembringer andre lignende irriterende lyde, virker nemlig ikke just fremmende på appetitten.
Vil man derfor kunne komme sammen med dannede mennesker, er det af største betydning for en selv, at man snarest tilegner sig den fornødne bordkultur, hvis man på dette punkt mangler noget.

Almindelige forhold ved bordet
Skal De som herre have en dame siddende til højre for Dem ved bordet, bør De, inden De selv tager plads, vise hende den opmærksomhed at trække stolen ud for hende og skyde den ind, når hun sætter sig.
På samme måde hjælper de en dame til venstre for dem, der er uden bordherre.
Når De rejser Dem fra bordet, tager De ligeledes hendes stol og sætter den og Deres egen tæt ind til bordet, således at de ikke står i vejen.
Gør ikke for megen støj med deres stol, når De sætter eller rejser Dem.
Først når værtinden (værten) har taget sin serviet, griber De Deres og lægger den, halvt udfoldet i skødet.

Derefter fjerner De et eventuelt glaskort fra vinglasset.
Anbring aldrig servietten om halsen, hvor øm De som herre end måtte være over Deres fine skjortebryst; det er upassende, og De kommer let — og med rette — ud for den gamle vittighed om manden, der bar sig ad på denne måde, og fik at vide, at han var gået fejl, det var ved siden af, barberen boede.
Lad være med at fordybe Dem i en avis el. lign., når De sidder ved bord med andre, og de ikke også læser.
I nogle restauranter tillades læsning overhovedet ikke.

Spis ikke med handsker på, og leg ikke med de forskellige genstande, fx servietringen, på bordet.
Kritiser ikke maden.
Sid ved bordet med rank, men utvungen holdning, og lad være med at læne Dem tilbage mod stolens ryg.
Hold fødderne nogenlunde samlede foran stolen, ikke bag om de forreste stoleben, og stræk ikke benene frem, da De i så fald risikerer at sparke andre — i særdeleshed, hvis De har lange ben.
Albuerne holdes ind til siden, (ikke støde til naboen), og hverken de eller større dele af underarmene må hvile på bordet.
Bøj ikke hovedet for meget ned mod tallerkenen, når De spiser.
Læn Dem ikke ind mod naboerne, når De taler med dem, og rok ikke på stolen.



Hvorledes man bruger ske, gaffel og kniv
Ved anvendelsen af spiseredskaberne bør De roligt kunne stole på, at gafler og knive, regnet udvendig fra, hører til retterne i den orden, hvori disse serveres.
Kommer De ved at følge denne regel til at bruge forkert gaffel eller kniv, er fejlen ikke Deres, men husets.
En ske holdes i højre hånd med hulheden opad og tommel-, pege- og langfingeren omsluttende skaftet omtrent midt på dets øverste halvdel.
Når pladsen er kneben, og armbevægelserne skal indskrænkes mest muligt, kan det være praktisk at spise fra siden af skeen, som man gør mange steder i udlandet, men man skal ikke indlade sig på det, med mindre man er så vant dertil, at man kan undgå at spilde. Nogle mener vistnok, at det er særlig fint at spise på denne måde, men dette turde være temmelig problematisk og er i hvert fald en skønssag. De kan roligt spise, som de fleste mennesker gør det, nemlig ved at føre spidsen af skeen ind i munden, men, vel at mærke, kun en del af den, ikke hele skeen. Pas på ikke at slå skeen imod tænderne, når de spiser, det virker irriterende. Tag ikke for meget i skeen, så de af den grund spilder, når den føres til munden eller tallerkenen. Den dryppen, fx i suppen, dette kan medføre, lyder meget lidt godt. Er De kommet til at spise suppen med dessertskeen, så lad som ingenting, og bed betjeningen om en anden dessertske.
En gaffel holdes på tilsvarende måde som skeen, såfremt der bruges kniv dog i venstre hånd. I sidstnævnte tilfælde vender hulheden nedad, når der spises kød eller anden fast mad, og pegefingeren støtter mod skaftets bagside. En kniv holdes i højre hånd med pegefingeren langs skaftets ryg, men ikke for langt nede. Lad være med under spisningen at sidde og stritte og fægte med kniv og gaffel, men før dem i de kortest mulige baner imellem tallerkenen og munden. Det er en dødssynd at »spise med kniv«, dvs. at anvende kniven som gaffel. Kniven bruges overhovedet ikke til retter, der kan parteres med gaffel alene, såsom hakkebøf, frikadeller, lobescoves, hachis o. lign. Læg aldrig kniv eller gaffel med den ene ende på bordet og den anden på kanten af tallerkenen. Det ser grimt ud og ender uvægerligt med, at den falder ned og pletter dugen. Det er en selvfølge, at man ikke lægger et spiseredskab, man har benyttet, på dugen.
Om at tage af et fad m.m. Skal De forsyne Dem af et fad, må De ikke omhyggeligt udvælge det bedste og største stykke, men uden tøven tage, hvad der ligger lige for, hvis dette da ikke er for stort til, at De mener at kunne spise det. Tænk på, at de andre ved bordet også skal have noget, og udvis derfor en passende beskedenhed. Er det en sjælden og følgelig som regel også dyr ret, der bydes, er fadets indhold måske ikke så stort, og de må derfor afpasse størrelsen af deres portion herefter og efter gæsternes antal. Retten skulle jo gerne kunne »nå rundt«. Spis og drik i det hele taget ikke mere, end De gør ved Deres eget bord under tilsvarende omstændigheder. Også der må de vise en vis tilbageholdenhed, når en ret smager Dem særlig godt. Brug, hvad der ligger på fadet af værktøj, til at tage med. Er der både ske og gaffel, benyttes, hvad der skønnes mest hensigtsmæssigt til den pågældende ret — i de fleste tilfælde vil det vistnok være skeen, medens man støtter med gaflen. Det er naturligvis utænkeligt at bruge egne spiseredskaber til at forsyne sig med af fade og asietter (dog jævnligt undtaget med hensyn til smør); de på disse liggende skeer og gafler skal benyttes, og de skal efter brugen anbringes således på fadet, at de ikke falder af, når det går videre. Overfyld endelig ikke Deres tallerken; dels ser det grimt ud, og dels må De ikke tage mere, end De er sikker på, De kan spise; kom hellere igen, næste gang der bydes. Det er nemlig strengt forbudt at levne. Gør De det, afslører De enten derved, at De har overvurderet Deres appetit og lagt en vis mangel på beherskelse for dagen, da retten blev budt, eller også tror værtinden, at der er noget i vejen med maden. Forsyn Dem ikke for rigelig med sauce, såvel af ovennævnte grund, som fordi De næppe kan nå at få alt det flydende spist sammen med den faste del af retten. Det ser ej heller godt ud, at det hele svømmer på tallerkenen, eller at denne, når det øvrige af retten er spist, endnu er mere eller mindre fuld af sauce.

Hvorledes man spiser
Begynd ikke at spise eller drikke før værten eller værtinden, og start ikke med at skære maden, fx en kødret, i små terninger for tilsidst at lægge kniven og med gaflen i højre hånd at spise løs, men skær stykkerne af, efterhånden som de skal spises. Det samme gælder ved fisk. Den skeletteres ikke først, men spises direkte fra benene. Tag ikke for store mundfulde og ikke en ny, før De har tygget af munden. Spis ikke for hurtigt, især ikke de lækre retter, og tyg maden ordentligt. Dog må De passe på at være færdig omtrent samtidig med de andre ved bordet. Tyg med lukket mund og bestræb Dem af yderste evne for at spise aldeles lydløst. Vær altid på vagt over for smasken og slubren — andre hører det mere end de selv — og lad være med at gøre unødig støj med service og spiseredskaber. Det er under alle omstændigheder højst ubehageligt at få noget brændende hedt i munden, men dobbelt pinligt er det, når det sker i selskab. Man gør derfor klogt i, inden man begynder at spise, at prøve sig frem med, hvor varm maden er; især ved suppe og retter som gratin o. lign., i ildfaste, som oftest gulbrune, fade skal man være særlig forsigtig. Er maden for varm til at spises straks, må man ikke puste på den, men skal blot vente, til den er tilstrækkeligt afkølet. Man kan godt hjælpe lidt til med at fremskynde afkølingen ved at skære enkelte stykker fra med gaflen og vende dem på tallerkenen, så de efterhånden kommer til at afgive varme fra alle sider. Dette må naturligvis ikke udarte til, at man laver maden til plukfisk eller på een gang vender op og ned på alt, hvad der findes på tallerkenen. Er De trods al forsigtighed kommet til at putte noget meget varmt i munden, skal De ikke i den anledning give Dem til at hvæse og sprutte, men må så diskret som muligt få det ud på gaflen og derfra ned på tallerkenen; det ser imidlertid ikke godt ud, så det må undgås, hvis det er muligt. Der er intet i vejen for, at De stilfærdigt gør Deres sidemænd opmærksom på, at maden er meget varm, så De ikke kommer galt af sted. Har De fået en sene, et ben el. lign., der ikke kan spises, i munden, må De ikke fjerne det med fingrene, men skal forsigtigt med tungen skubbe det ud på gaflen, hvorefter det lægges på kanten af tallerkenen. Lad være med at bygge et større læs på gaflen, fx af kød belagt med grøntsager; det falder som oftest af, inden det når munden, og havner med plask og sprøjt på tallerkenen, eventuelt, hvad værre er, på dugen eller i skødet. Kødet spises for sig, og grøntsagerne for sig.

Tal ikke med mad i munden. Har De nogen at underholde, må de lave de nødvendige tyggepauser at tale i. De kan godt spise, selvom Deres borddame taler til Dem, ellers kommer De bagefter; De skal blot sørge for med passende mellemrum at se på den talende, da hun i modsat fald kan tro, De interesserer Dem mere for maden end for, hvad hun siger. Kniber det med at få det sidste på en tallerken, fx grønærter, op på gaflen, kan man hjælpe til med et stykke brød. Man bider og skærer ikke af det brød, man får til maden (kuvertbrødet), men spiser dette stykkevis, idet stykkerne brækkes af efterhånden. Mange spiser småkager på samme måde. Brug ikke brødstykker til at søge at få den sidste rest sauce op med, og sæt ikke gaflen i hurtig bevægelse med transport af denne rest fra tallerken til munden; det virker begærligt. bortset fra dette tilfælde er det absolut forbudt at levne.

Pas på ikke at spilde på dugen. Kuvertbrødet må ikke smuldres for meget. Det gør et uordentligt indtryk. Falder en ske, gaffel el. lign. på gulvet, kan De tage den op, hvis De ikke dermed laver for meget postyr, ellers lader De den ligge og fortæller ved lejlighed en af de opvartende, hvad der er sket. Det tabte må så helst blive liggende til bagefter; De skal blot have et andet spiseredskab i stedet. En rekvisit, der bruges ved spisningen, bør altid ombyttes af betjeningen, hvis den har været på gulvet. Er det noget spiseligt, fx en kartoffel, der er tabt, foretager man sig normalt ikke andet end diskret at underrette de opvartende om det skete. Er det trillet ind under bordet, må det blive liggende til bagefter. Er De færdig med en ret, lægges kniv, gaffel eller ske side om side, de to sidste opadvendt, med skafterne skråt bagud til højre på tallerkenen. Ved brug af skylleskålen, der altid står til venstre for tallerkenen, dyppes normalt kun fingerspidserne, som man derefter, især når man har spist slide sager, diskret kan fugte læberne (skægget) med. Fingrene tørres i servietten. Man tørrer sig ikke om munden med hånden, men benytter servietten hertil, idet man søger at undgå at tilsmudse denne mere end højst nødvendigt. Lad være med at kigge interesseret, når en ny ret bæres ind. Bliver der spurgt, om man ønsker mere, svarer man blot: »nej tak« og tilføjer fx ikke: »jeg kan ikke mere«, »jeg er mæt« el. lign. når værtinden (værten) ved måltidets afslutning begynder at lægge sin serviet sammen, kan De også gøre det, men ikke før. Den arrangeres således, at den ikke fylder for meget ved kuverten, men ordnes ikke. Skal de bruge den igen, må den naturligvis lægges pænt sammen og evt. stikkes i hylster eller ring.
Efter at være blevet færdig med at spise skal man ikke skubbe tallerkenen fra sig og læne sig tilbage med alle tegn på mæthed og velvære afspejlet i ansigtet. Man rejser sig ikke, før værtinden (værten) har gjort det. Er en gæst på streng diæt, bør vedkommende, hvis han ikke tør spise af retterne, der serveres, samtidig med svaret på indbydelsen underrette sine værtsfolk herom. De kan så lave lidt særlig mad til den pågældende, men denne kan naturligvis ikke vente at få mere end en enkelt ret af denne art. Er man på afmagringskur, taler man ikke om det, men tager forsigtigt af det, der »feder«.

Hvorledes de forskellige retter spises

Hors d’æuvre, suppe og bouillon
Hors d’æuvre eller anden forret spises med lille gaffel og kniv. Citronstykker, fx til kaviar og østers, kan presses med fingrene. Nogle bruger at hælde suppetallerkenen lidt for at få det sidste i tallerkenen med. Dette bør i hvert fald gøres meget diskret, men helst undgås. Bouillon serveres i særlige kopper med hank i begge sider og spises med ske. Er der låg på bouillonkoppen, stilles det, medens man spiser suppen, mod dækketallerkenen, så fordampningsvandet ikke løber ned på dugen. Når koppen er tom, lægges låget på plads og skeen i underkoppen.

Fisk og skaldyr
Til fisk benyttes kniv kun, såfremt det er en særlig fiskekniv, i modsat fald må man klare sig med 2 gafler. Ligger der både gaffel og fiskekniv ved kuverten, kan man efter behag bruge gaflen alene eller tage kniven til hjælp, selv om man måske kunde klare sig med førstnævnte alene. Østersskallen holdes med venstre hånd, medens østersen skæres løs med østersgaflen, en lille gaffel, der er knivformet i venstre side. Hummerskaller holdes på samme måde, og kødet udtages med en hummergaffel eller en almindelig gaffel. Ved spisning af krebs tolereres en frihed i spisemåden, som vi ellers ikke kender herhjemme, men det skylder vi svenskerne, for hvem denne spise næsten er blevet en nationalret. skjoldet aftages, og kløer og hale skæres op med en lille kortbladet kniv, krebsekniven. De enkelte dele suges, om man vil. Noget lignende gælder, når man spiser rejer, man selv piller.

Grøntsager
Grøntsager, herunder kartofler, sønderdeles med gaflen, ikke med kniven. Kartofler må ikke moses på tallerkenen. Gaflen, og ikke kniven, bruges til at komme rørt smør på grøntsager med. Slikasparges kan, når de serveres som selvstændig ret, spises med fingrene, idet må holder i den tykke ende og dypper aspargeshovedet i det rørte smør; i så fald spises den del, man holder på, ikke med. De kan også skæres i stykker med gaflen, men spises så ved hjælp af den. Ligger der ske og ikke smørkniv på asietten med rørt smør, er det lettest at tage smørret med skeens bagside i stedet for med forsiden. Undertiden er der 2 skeer. Ved artiskokker kan den øverste del fjernes i køkkenet, således at kun bundene serveres. Artiskokbunden skæres i stykker med gaffel og spises med rørt smør. Ellers sættes artiskokken hel ind i varm tilstand og spises ved, at bladene tages af med fingrene, eet for eet, dryppes med den brede, tykke ende i rørt smør og suges (uden at det kan høres). Bladene lægges efterhånden i bunke på den ene side af tallerkenen. Tilsidst skæres bunden fri og spises som ovenfor angivet med gaffel. Oliven spises med fingrene, såfremt stenen ikke er udtaget, og de serveres for sig.

Kødretter
til steg og andre faste kødretter bruges både kniv og gaffel. Serveres foruden steg en anden kødret, kan man kende stegsættet på, at det er det største. Indlad Dem aldrig på at gnave ben, hvor stærkt et lækkert gåselår end måtte friste dem til det. Det må være lige så utænkeligt som i andres nærværelse at sutte på fingrene, stange tænder eller rense disse med tungen. Citronskiver til fx wienerschnitzel presses med kniv og gaffel, til østers o. lign. med fingrene.

Dessert (herunder frugt)
Som regel vil der være lagt både ske og gaffel til desserten. Normalt bruges gaflen ved nogenlunde faste desserter, medens skeen kun om fornødent anvendes som supplement til den. Ved flydende desserter må man nøjes med skeen alene. Serveres dessert som portionsanretning i glas på fod, lægges skeen, når den ikke bruges, på den tallerken, glasset står på, og ikke i glasset. Til frugt bruges, ligesom til fisk, særlige knive af sølv eller plet. Da det bør undgås at berøre meget saftige pærer med fingrene, når de skrælles og spises, må man hellere holde på dem med en gaffel, men i øvrigt er der intet i vejen for, at man kan tage på almindelig frugt med fingrene. Skylleskålen er der jo til at dyppe fingrene i bagefter. Tykskrællet frugt som appelsiner, mandariner, bananer o. lign. tager man naturligvis direkte på med fingrene. Appelsiner kan spiralskrælles som et æble, hvorefter den indvendige hvide hud trækkes af, og appelsinstykkerne skilles ad med fingrene, eller skallen inddeles ved dybe rids i mindre stykker og fjernes sammen med hinden ved hjælp af en frugtkniv. Ved bananer krænges skallen tilbage, og bananen spises med gaffel, eventuelt kniv. Pas på, når De spiser æbler og jordbær; det kan frembringe en højst irriterende lyd, som de må bestræbe Dem for at dæmpe mest muligt. Det samme gælder alt, hvad der knaser. Blomme- og kirsebærstene, appelsin-, æble- og druekerner m.m. må ikke spyttes ud på tallerkenen, men anbringes forsigtigt på en ske eller gaffel — ikke i den hule hånd; husk på, De skal senere tage andre i hånden.

Sennep, sukker, salt og peber
Sennep, salt og peber, der står på bordet i små krukker eller kar, anbringes i ganske ringe mængde på kanten af tallerkenen. Salt, peber og sukker kan fra disser drysses direkte på maden; det er jo netop bøssens opgave at fordele indholdet jævnt, men gør det ikke med for voldsomme bevægelser, da det kan tages som en demonstration af, hvor hårdt De må arbejde for at få maden gjort spiselig. For ikke at virke uretfærdig over for den, der har ansvaret for madens tilberedning, skal dog i denne forbindelse bemærkes, at da smagen er så forskellig, at man ikke kan tilfredsstille alle mennesker med samme mængde krydderi, må køkkenet hellere komme for lidt end for meget i; så kan man altid selv supplere op. Det er en selvfølge, at man aldrig må dyppe maden eller sin egen kniv eller gaffel i sennepskrukken, saltkar el. lignende.

Smørebriks og syltetøjsasietter
Eventuel smørebriks står til venstre for kuverten og skal bruges. På samme side findes som regel en asiet til syltetøj, asie eller salater. Denne skal benyttes således, at man ikke sammenblander surt og sødt, men tager den ene del på den store tallerken og den anden på asietten. Når der spises af sidstnævnte, må den gerne løftes lidt fra bordet for at komme nærmere munden.

Smørrebrød og om at smøre ved bordet
Smørrebrød med undtagelse af hårdt brød, spises, når man sidder til bords, med kniv og gaffel, ikke med fingrene. I udlandet, fx Frankrig, hvor man ikke kender smørrebrød i den form, hvori vi har det herhjemme, spises franskbrød med smør, ved at man brækker et stykke af brødet, der fås som lange, slanke franskbrød (flutes), smører smør på dette stykke og spiser det. Ost spises på tilsvarende måde sammen med brødet, idet man på tallerkenen skærer et stykke af osten, lægger det på det smørbelagte brødstykke (ofte bruges ikke smør) og spiser det med fingrene. Smør tages i mindre portioner fra smørasietten med den på denne liggende smørkniv og anbringes på egen tallerken. I tilfælde, hvor smørret er rullet i kugler eller andre figurer, mangler smørkniven undertiden, og man kan så med sin egen kniv tage direkte af asietten. Brødet holdes ikke i hånden, når smørret smøres på, men lægges på smørebriksen, eller, hvis sådan ikke findes, på dugen ved siden af tallerkenen, evt. på denne.