24. februar – skuddag




Vi justerer så at sige placeringen af forårsjævndøgn til at ligge så nær 21. marts som muligt, ved at have et år på 366 dage efter tre år med 365 dage.
Skudåret bringer hvert fjerde år solens betydning som årets regulator til vores bevidsthed. Jorden tager 365,2422 dage om at runde solen, så vi tilpasser vores kalender til solen ved på denne måde at tillægge en enkelt dag hver fjerde år.

Skuddagen giver som følge af et dekret fra dronning Margaret af Skotland i år 1288, piger ret til at fri – og ret til erstatning såfremt det blev afslået. Erstatningens sum kan i beretninger læses til at have været 100 pund – hvilket tvinger tvivlen frem om historien eller beløbet virkelig kan passe.
Imidlertid er traditionen fortsat, nu mere eller mindre under en humoristisk synsvinkel og med en erstatning der har været sat til 12 par handsker.

Nogle mener at den 29. februar (s.d.) er skuddag!

Når der skal skabes en forholdsvis ensartet kalender, som passer til faste datoer således at inddelingen af årets skiften (fx sommer og vintersolhverv) fastholdes til samme dato hvert år, må der justeres, eftersom universets planeter ikke tager hensyn til nuværende eller tidligere kalendersystemer.
Den gamle romerske kalender havde februar som den sidste måned i året. Den sidste dag, den 23. februar blev fejret med terminaliefesten (ligesom vi fejrer nytårsaften).
Skulle der justeres, blev der herefter indsat ekstra dage eller en hel måned.
Da den julianske kalender blev indført (af Cæsar i år 44 f. Kr.) blev den konstrueret således at der blot skulle tillægges en enkelt dag hver 4. år for at holde året i balance.
Som tidligere skuddage (skudmåned) blev placeret efter den 23. februar, fortsatte denne tradition, og den enkelte ekstra skuddag kom således til at ligge mellem den 23. og den 24. februar, som en ekstra den 24. men med navnet Skuddag, mens helgennavnet kom dagen efter og dagene var på ret kurs igen.
Først på et senere ikke kendt tidspunkt opstod den 29. februar. Dagens helgennavn udgik for den 24., men fik i stedet den 25. og tilsvarende blev de resterende helgener rykket en dag.
At justeringen ikke var perfekt ses af ændringen til den Gregorianske kalender der begyndte sidst i det sekstende århundrede (og stadig holder). Ændringen var i hovedsagen blot at der nu skulle der springes bestemte skudår over, som ovenfor beskrevet. Da skævheden imidlertid havde eksisteret længe, medførte justeringen at der skulle springes 10 dage over for at blive opdateret til årstiden. Det gjorde Danmark år 1700, hvor 18. februar blev efterfulgt af den 1. marts, ikke mindst på grund af Ole Rømers anbefaling.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *