Giv en stjerne
nåhhlalaOKGODSUPER

Hvorfor bliver vi gift?

Tvunget til ægteskab
Der er ingen der i Danmark tvinges til ægteskab ud fra juridiske, moralske eller traditionelle grunde.
Måske kan der hos nogle findes religiøse regler eller sædvaner der simpelthen ikke åbner nogen tanke på hvorfor – sådan gør vi hos os og det bliver vi ved med.
Det vil selvfølgelig gøre det lettere juridisk med hensyn til børn og arv, idet der i vielsen ligger et bundt love og regler der træder i kraft uden videre i samme øjeblik ja’et er blevet afgivet. Det kan så ironisk nok i denne forbindelse fraviges mere eller mindre ved testamenter og særejer.

Fortæl til hele verden
Så må det jo være fordi vi er så forelskede, og vi vil fortælle heler verden at vi elsker hinanden.
Det har også ligget i de gamle traditioner med brudetoget, hvor brudepar og gæster som et larmende fastelavnsoptog forkyndte for hele by og omegn at dette par nu så at sige havde fælles økonomi; manden blev ansvarlig for konens gældsættelse. Det kunne i tider foregå helt uden indblanding fra kirken – men det kom de bestemt efter som det fremgår af de historiske sider.
Den individuelle frihed vi har i dag, fjerner mere og mere af familiens betydning for vor handlinger og hverdag, og vi kan dyrke narcissismen til det yderste. Venner overtager den sociale del, mens familierne samtidig bliver mindre og mindre.

De gamle familietraditioner
Familien var på et tidligere tidspunkt omdrejningspunktet, og ægteskaberne blev stiftet for at forplante slægten og holde den familiestruktur der på det tidspunkt fungerede.
Det er på samme måde som kongelige vielser tidligere kunne handle mere om alliancer end om kærlighed.
Praktiske forhold kan siges at gå forud for individet, hvilket kan læses i de historiske tekster fra C.W. Westrup om Mand og Kvinde.

AF ÆGTESKABETS HISTORIE Af C. W. WESTRUP
Tidsskriftet TILSKUEREN, 1921.


SAA langt vi kan se tilbage, hviler Familien paa et varigt, retsordnet Forhold mellem Mand og Kvinde. Overalt møder vi Ægteskabet som Familiens juridiske Grundlag.
Om de Motiver, hvoraf denne Samlivsform oprindelig er opstaaet, er vi kun gennem væsentlig psykologiske Betragtninger i Stand til at danne os visse Formodninger. At Elskovsfølelsen allerede har været kendt hos Urtidens primitive Folk og ikke har været uden Indflydelse paa Udviklingen af et fastere ordnet Familieliv, tør næppe bestrides. Men den Betydning, den kan have haft i sine elementære Former som overvejende fysisk bestemt Følelsesfænomen, er af ældre Sociologer sikkert blevet overdrevet.



En erotisk Følelse som væsentlig seksuel Trang har utvivlsomt lige saa lidt som det blotte Kønsinstinkt været det egentlig konstitutive i Ægteskabets Stiftelse. For at tilfredsstille det fysiske Instinkt, behøver primitive Folk, som Starcke i sine grundlæggende Undersøgelser over Familiens Oprindelse med Rette har gjort gældende, ikke at skabe en særlig Retsinstitutions – (jvf C. N. Starcke, Die primitive Familie, Leipzig 1888. Cfr. Harald Høffding, Tilskueren 1888 P. 787 ff.)
Paa lavere sociale Udviklingstrin er det sanselige Begær let at tilfredsstille, da den individuelle Frihed er ret ubegrænset. Det er vel endog tvivlsomt, om selve de Naturtilskyndelser, der uvilkaarlig fører Mand og Kvinde sammen, overhovedet er egnede til at danne Grundlaget for en varig Forbindelse. Den erotiske Følelse i sine primitive Former er i sit Væsen ubestandig og fordrer Afveksling. Først naar den paa et højere Kulturtrin forædles gennem Optagelse af aandelige Elementer, besidder den den Fasthed og Styrke, uden hvilken den er ude af Stand til at bære et varigt Samliv.

Det er utvivlsomt andre Grunde, der fra først af har ført til at stifte Ægteskabet.

Betragter vi Nutidens primitive Folkeslag, ser vi overalt, at det ikke er erotiske men sociale, væsentlig økonomiske Motiver, der er bestemmende ved Indgaaelse af Ægteskab. Hvad der blandt de civiliserede Folkeslag indenfor visse Samfundsklasser, navnlig blandt Bønderne, ikke er usædvanligt, at Ægteskabet betragtes som et naturligt Middel til at skaffe sig økonomisk Fordel, er hos uciviliserede eller halvt civiliserede Folk det almindelige. For Brudgommen gælder det først og fremmest om at erhverve en værdifuld Medhjælp i Bedriften, en velegnet Husholderske eller, hvor Flerkoneri er herskende, en Slavinde. Ved Valget af en Hustru ses mere paa Brugbarheden som Arbejdskraft end paa Skønheden.

De turkmenske Nomadestammer i det vestlige Turan og tilstødende Egne betaler dobbelt saa meget for unge Enker formedelst deres Erfaring i Husstyrelse som for unge Jomfruer. Selv blandt de kulturelt højtstaaende Kinesere er Hustruens Dovenskab en tilstrækkelig Skilsmissegrund. Ogsaa Bruden, forsaavidt der overhovedet spørges om hendes Vilje, lader sig lede af væsentlig økonomiske Grunde. Hos enkelte Folkeslag træffer vi den Skik, at Frieren maa aflægge en ligefrem Prøve paa sin Erhvervsdygtighed. Den unge Pige, der foretrækker rige Gamle for fattige unge Mænd, er ingenlunde et Kulturfænomen. Hos lavere staaende Stammer er det ofte forekommende. Foruden de økonomiske møder vi ofte ogsaa andre rent praktiske Motiver. Den vordende Hustru forlanger ikke blot økonomisk Betryggelse men ogsaa social Beskyttelse. Navnlig blandt krigerske Stammer lægges der en særlig Vægt paa krigersk Dygtighed. I Atapupu paa Timor maa Frieren for at vække Tillid hos Brudens Forældre frembære mindst syv afhuggede Hoveder. Og den unge Gallakriger i Østafrika overbringer sin Brud som Vidnesbyrd om sin Tapperhed et afrevet Lem af en dræbt Fjende. Hos mere fredelige Stammer ytrer de samme Krav sig i mildere Former. Frierens Rang og Anseelse bliver ofte det væsentlig afgørende – Jvf. Ernst Grosse, Die Formen der Familie und die Formen der Wirthschaft 16 f. 61).

Hvad der saaledes af Etnograferne fortælles om Nutidens primitive Folk, er vi sikkert berettigede til at give en vis Almengyldighed.. De Motiver, der endnu hos vore Dages uciviliserede eller halvt civiliserede Stammer er bestemmende for at grundlægge en Familie, er utvivlsomt i det væsentlige de samme, der oprindelig førte Mand og Kvinde til at stifte Ægteskabet. Ligesom hos Nutidens primitive Folkeslag var det sandsynligvis ogsaa fra først af rent sociale, overvejende økonomiske Grunde, der var de ledende Motiver. Allerede hos vore ariske Stamfædre, saa langt tilbage vi ad indirekte Vej gennem Retssammenligning, Sproghistorie og Tilbageslutning i store Træk er i Stand til at rekonstruere Retstilstanden, er der imidlertid foregaaet en Forskydning i Motiverne. Deres sociale Karakter er bevaret. Men med den af den faste Bosidden udviklede højere Kultur er den bleven uddybet og har faaet en videre aandelig og materiel Baggrund.

Saalænge Oldtidens primitive Stammer væsentlig levede som omflakkende Jægerfolk, var der intet Grundlag for en fastere Udformning af Familien. For Nomaden, hvis Næringsvej er usikker, falder det vanskeligt at opfostre sit Afkom. Ofte maa han udsætte det. Og ligesom han ikke har noget Ønske om at efterlade sig Børn, har han ingen Forfædre. Spredt i fjærne Egne ligger deres Grave. Først ved Overgangen fra Nomadeliv til Agerbrug, først da man begynder at dyrke jorden og Familien derved faar et fast Bosted, er Betingelserne tilstede for en højere kulturel Udvikling. ;,Skaf mig først et Hus, en Hustru og en Plovokse”, hedder det i det oldgræske Digt af Hesiodos „Værker og Dage”. Et Jordstykke, der hegnes, bebygges og opdyrkes, er Begyndelsen.

Med den faste Bosidden faar Ægteskabet et andet og højere Maal end blot at tilfredsstille Familiefaderens personlige Behov. Jordens Dyrkning kræver forøget Arbejdskraft. En talrig Børneflok er da først og fremmest praktisk nødvendig. Døtrene er dernæst tillige en værdifuld Indtægtskilde. Ved Bortgiftning vil de i Brudepris kunne indbringe Husfaderen økonomiske Fordele. Ønsket om et talrigt Afkom har imidlertid et videre Formaal. At efterlade sig ægtefødte Sønner er religiøst og socialt af den største Betydning. Med den faste Bosidden, der førte til, at de døde blev begravede i Familiens egen Jord, oprindelig vistnok i deres eget Hus under Husets Tærskel, havde der af den primitive Sjæledyrkelse udviklet sig Forfcedrekulien. Den, der døde sønneløs, var fordømt til evig Hunger. Men ogsaa af en anden Grund var det af Betydning at efterlade sig ægtefødte Sønner. Under de primitive Samfundsforhold, der ikke kendte en offentlig Myndighed til Beskyttelse af den Enkeltes personlige Sikkerhed, maatte den nærmeste Slægt forene sig til gensidig Sikring af Liv og Velfærd. I den forhistoriske Tid har det overalt hos de ariske Folk Utvivlsomt paahvilet Slægten som en Ret og som en solidarisk Pligt at hævne en begaaet Bloddaad. Og denne Blodhævnspligt, som er den Kim, hvoraf al senere Strafferet har udviklet sig, og som hos enkelte Folk har holdt sig ned til vor Tid, var ikke blot socialt en praktisk Nødvendighed. De gamle Ariers ejendommelige religiøse Forestillinger om Sjælens Udødelighed gjorde den til en ubrødelig sakral Forpligtelse. Skulde den dræbtes Sjæl finde Fred i Graven, maatte Bloddaaden hævnes. I Njåls Saga vælger Njåll Døden, da han ikke ser sig i Stand til at hævne sine dræbte Sønner. Men den, der ikke efterlod sig ægtefødt Afkom, havde i Livet ingen sikker Beskytter og i Døden ingen Hævner. I de nordiske Sagn stiger den dræbte Helt op af Graven for med sin Enke at avle en Søn, der kan hævne hans Drab.

Familien stiftes for at forplante Slægten. I de ældste indiske Kilder, i de vediske Hymner benævnes Hustruen jaya „den der føder”. Den samme Grundbetydning har det i de gammelattiske Love og i Gravindskrifterne almindelig anvendte Udtryk for Ægtehustruen gyne.
I Homers Iliade betegnes Protesilaos’ barnløse Hus som hemiteles „halvfuldendt”. For Grækerne var Ægteskabet „Fuldendelsen” (telos) af alt menneskeligt Liv. Den samme Tanke møder vi i en i Filadelfia funden Gravskrift, hvor den unge døde Hustru beklages, fordi hun har maattet efterlade sit „Brudekammer halvfuldendt” – ( jvf. Hruza, Die Ehebegrundung nach attischem Rechte 129 ff.).

I Sofokles Antigone vender Antigone, da hun skal føres bort for levende at begraves, i sine Klager bestandig tilbage til sin triste Skæbne at gaa som Jomfru i Graven. Og i en attisk Gravskrift klager en ung Pige paa sin Grav: „Dette er Frasikleias Gravmæle. Jomfru skal jeg stedse kaldes. Det Navn blev min Lod fra Guderne i Steden for Bryllup” – (jvf. J. L. Heiberg, Attiske Gravmæler 27..). I en hos Klemens af Alexandria overleveret, sikkert ældgammel græsk Definition bestemmes Ægteskabet simpelthen som den „i Overensstemmelse med Skik og Brug til Frembringelse af ægtefødt Afkom indgaaede Forbindelse mellem Mand og Kvinde”. Endnu hos Demosthenes hedder det : „Vi har vore Hustruer til at føde os retmæssige Børn”. Ogsaa det latinske Ord for ,,Ægteskab” matrimonium af mater ligesom det græske gamos af samme Stamme gen som gyne viser hen til Slægtsfrembringelsen som Ægteskabets Maal. Selv i de hellige Formularer, der i det gamle Attika og saa vidt vi kan formode ogsaa i det gamle Rom fremsagdes ved Bryllupsceremonierne, findes de samme Forestillinger udtrykt. „Jeg giver Dig denne min Datter, for at hun kan føde Dig ægtefødt Afkom”.

**

Hos vore gamle Stamfædre har polygamiske Forhold uden Tvivl været kendt. I den ældste Overlevering hos en Række ariske Folk findes tydelige Vidnesbyrd om en saadan Form for Ægteskab. Hos Inderne møder vi Polygyni (Flerkoneri) allerede i Vedaerne. Selv Manu tillægges i den vediske Litteratur „ti fødende Kvinder” (jaya). Fyrsterne har sædvanlig fire Hustruer. Om Perserne fortæller Herodot, at enhver havde mange Ægtehustruer og desuden endnu flere Friller. Og Platons Discipel Herakleides Pontikos beretter om de vilde Thrakere, at der gaves rige, der besad indtil tredive Ægtehustruer. Ogsaa hos de baltisk-slaviske Folk træffer vi Flerkoneri. Endnu i Midten af det 13. Aarhundrede maatte de gamle Preussere ved en Fredsslutning højtidelig love ikke at hjemføre flere Hustruer, men lade sig nøje med een. Endelig kendtes Polygami hos de germanske Folk. Om Vestgermanerne er det paalideligt bevidnet af Tacitus i hans Skrift Germania, om Nordboerne — foruden i det norske Heltedigt om Helge Haddingskade — af Snorre i Harald Haarfagers Saga og af Adam af Bremen i hans Hamburgerkrønnike. Paa Island har Flerkoneri oprindelig vistnok været ret almindeligt. Endnu efter Graagaasen var det tilladt en Mand at have en Kone i Norge og en paa Island. I Cæsars Skildring af Gallerne i hans Bog om Galler- krigen har man yderligere ment at finde Vidnesbyrd om polygamiske Forhold.

Forskellige sociale Motiver, økonomiske og politiske, kan nu hos enkelte ariske Folk have ført til, at Polygami blev Skik indenfor visse Dele eller Klasser af Befolkningen. Større Rigdom paa Kvæg eller Jord kan have krævet mere Arbejdskraft eller mere Tilsyn. Den rige købte sig derfor ofte to eller flere Hustruer. Mange Hustruer blev et Vidnesbyrd om Magt og Anseelse. Af isolerede Tilfælde af Polygami kan da under særlige Forhold efterhaanden have udviklet sig en almindelig, social anerkendt Institution. Politiske Hensyn, dynastiske Interesser kan dernæst have gjort det ønskeligt samtidig at knytte en Række ægteskabelige Forbindelser. Endelig kan religiøse Grunde i enkelte Tilfælde have motiveret en Fravigelse fra den Regel, at en Mand kun havde een Hustru. Da Frembringelsen af et ægtefødt Afkom, navnlig af Hensyn til Slægtskultens Fortsættelse, var en sakral Nødvendighed, er det ikke usandsynligt, at Hustruens Ufrugtbarhed trods Ægteskabets monogamiske Karakter har gjort det til en Ret, maaske endog til en Pligt enten at forstøde hende og indgag nyt Ægteskab eller — i Lighed med hvad der var Tilfældet hos de gamle Babyloniere’ (jvf. Hammurabis Love § 145. Et ret analogt Forhold træffer vi i israelitisk Ret. (1. Moseb. 16.2).) — uden at lade sig skille at tage en anden Ægtehustru. Endnu i vore Dage kendes foruden hos Inderne et saadant betingelsesvist anerkendt Bigami hos Sydslaverne.

Polygamiske Forhold har i den ældste Tid uden Tvivl været kendt. Men Monogami har sikkert været den normale Form for Ægteskab. Herfor taler først og fremmest de sandsynlige sociale Motiver. At skaffe sig flere Hustruer var et kostbart Foretagende, som kun de faa økonomisk velstillede var i Stand til at indlade sig paa. Et sprogligt Indicium har vi dernæst i et utvivlsomt fællesarisk Ord for Husmoder, hvis Grundform omtrentlig har været potni – (jvf. Vilh. Thomsen, Samlede Afhandl. I 225.) — sanskrit. patni, græsk potnia (despoina) — og som ganske svarer til det garnmelariske Udtryk for Husfader *potis „Hersker” – (sanskr. pati (græsk des—potes „uindskrænket Herre”). Endelig synes ogsaa en psykologisk Betragtning at tale imod, at Polygami hos vore ariske Stamfædre oprindelig var en almindelig, socialt anerkendt Ægteskabsform. Flerkoneri var ikke blot en dyr Historie. At have flere Hustruer har under de snævre Forhold, hvorunder en Husfader normalt levede, sikkert ikke været en ublandet Fornøjelse. Indbyrdes Strid om Husherrens Gunst og Skinsyge har sikkert hørt til Dagens Orden. Rivaliserende Kvinder var i den ariske Urtid næppe synderlig anderledes end i vore Dage. Historiske Vidnesbyrd om de smertelige Erfaringer, de gamle Arier her har haft, foreligger ikke. Men i moderne Etnografers Skildringer af Forholdene hos den nyere Tids primitive Folkeslag har vi en Række Indicier af aabenbart almen- psykologisk Gyldighed. Naar en Abipone, berettes det saaledes om det nu uddøde sydamerikanske Indianerfolk, havde flere Hustruer, da fordelte han dem — for at undgaa Ufred — blandt sine forskellige Kvæghjorder og besøgte dem paa forskellige Tider af Aaret. Naar en Kaffer har flere Hustruer, hvad der kun er Tilfældet blandt Høvdinge og formuende Folk, bor hver i sin Hytte og fører sin egen Husholdning. Og om de betschuanske Negerstammer i det indre Sydafrika fortælles det, at de velhavende Husfædre, der holder flere Hustruer, endog anser det for nødvendigt for at undgaa Rivninger ved særlige Tværhegn at adskille de Smaahytter, hvori de forskellige Hustruer bor hver for sig. Ogsaa om de muhammedanske Somalier i Nordafrika erfarer vi, at de nøje sørger for, at flere Hustruer aldrig samtidig lever under samme Tag. Endelig fortæller den schweiziske Forskningsrejsende Burckardt om Araberne, at kun rige Scheiks er i Stand til at føre de flere Husholdninger, som er en nødvendig Følge af Flerkoneri, da to Hustruer, som er Reglen, aldrig længe kan blive sammen i samme Telt.

Hvad der i den ældste Overlevering hos de forskellige ariske Folk berettes om polygamiske Forhold, godtgør da ikke heller med Nødvendighed Flerkoneri som en oprindelig, almindelig udbredt Retsinstitution. Af nyere Forskere antages det, at hos Inderne var Polygami ikke den primære Ordning. Hos Inderne — ligesom hos de gamle Babylonier og hos Ægypterne — var det Undtagelsen og forekom væsentlig kun i fyrstelige og adelige Familier. Det ofte tilbage- vendende Udtryk dampati samanasa, „Mand og Hustru enigt stræbende sammen”, i Forbindelse med den Bestemmelse i Offerforskrifterne, at kun „Hustruen”, patni, kunde deltage i Ofringerne, synes ogsaa at vise, at Monogamiet betragtedes som det normale og naturlige Forhold (Jolly) . Hvad der fortælles om Flerkoneri hos Perserne og Thrakerne, kan ligeledes bero paa en senere — i økonomiske Forhold grundet sekundær Udvikling, der for Persernes Vedkommende rimeligvis skyldes orientalsk Paavirkning. Hvor udbredt Skikken har været hos de baltisk-slaviske Folk, fremgaar ikke med Sikkerhed af Kilderne. I de slaviske Beretninger tales dog kun om de rige og mægtige. Da Hustruen endnu sædvanlig erhvervedes ved ,, Køb”, synes det imidlertid berettiget at antage, at det normalt kun var de fornemme, der var i Stand til at tage sig flere Hustruer. Om Germanerne hedder det dernæst udtrykkelig hos Tacitus (jvf. Germania cap. XVII.), at det kun var ganske enkelte, som havde mere end een Hustru. Og det var ikke af sanselig Lyst, at disse lod sig lede. Det var deres høje Byrd, der bevirkede, at mange Fædre ønskede at faa deres Døtre gift med dem. Hvad vi her møder, er da aabenbart en senere, i politiske Hensyn grundet Særudvikling. Forholdet paa Island kan ligeledes bero paa en isoleret sekundær Udvikling, om hvis Aarsager vi kun er istand til at opstille usikre Formodninger. Bestemmelsen i Graagaasen er i saa Fald blot et Rudiment, der har holdt sig af let- forklarlige praktiske Grunde. Naar Cæsar i Bogen om Gallerkrigen beretter, at det var gallisk Skik, naar en fornem Mand var død, og der opstod Mistanke om Dødsaarsagen, da paa samme Vis som overfor Slaverne at optage pinlige Forhør over Hustruerne (jvf. de bello Gallico VI 19), er det ikke usandsynligt, at det Cæsar her har haft for Øje er et Husfællesskab, en Rest af den sikkert gammelariske Familieform, „Storfamilien”, hvor de gifte Sønner med deres Hustruer bleve boende hjemme i Faderens Hus.

Polygami var hos de gamle Arier kun Undtagelsen. Og selv hvor det herskede, har det sikkert ofte haft en vis monogamisk Karakter. En af Hustruerne har rimeligvis som Regel haft en Forrang frem for de andre. Hustruer af en saadan højere Legitimitet synes ikke at have været kendt hos de gamle Germaner. Grunden hertil kan imidlertid søges i de overvejende politiske Motiver til det germanske Flerkoneri. De politiske Hensyn, der motiverede en Flerhed af ægteskabelige Forbindelser har vel netop krævet en Linestilling for Hustruerne. Men anderledes har Forholdet vistnok stillet sig, hvor det var økonomiske eller i isolerede Tilfælde — religiøse Grunde, der førte til
Polygami. Hos Nutidens primitive Folk er en saadan Rangforordning ret almindelig. I Reglen anses kun en af Hustruerne som virkelig retmæssig Ægtehustru, medens de øvrige snarere indtager Stillingen som Friller end som Ægtefæller. Hos Kafferne betegnes en af Hustruerne som „Storfruen” (omkulu). Hendes mandlige Efterkommere er de nærmest arveberettigede. Dernæst følger endnu to Hustruer, der staar lavere i Rang, Fruerne til højre og venstre Haand. Deres Huse nyder ligeledes visse Forrettigheder. Og ved „Storfruens” Død træder de successivt i hendes Sted. Hos de mellemasiatiske Turkfolk er den anden, tredie og fjerde Hustru i Virkeligheden intet andet end Slavinder. Uopfordret tør de ikke vise sig i Husherrens Telt. Og hos Mongolerne betragtes kun Børn af den første legitime Hustru som ægte og arveberettigede.

Hos Oldtidens semitiske Folk træffer vi en tilsvarende Ordning af Forholdet mellem Ægtehustru og Medhustru. Hos de gamle Babylonier var Medhustruens Børn i et og alt ligestillede med Ægtehustruens. Og formueretlig — ogsaa i Tilfælde af Skilsmisse eller Mandens Død — var Medhustruen ganske stillet som Ægtehustruen. Men personlig var hun Ægtehustruen underordnet. Hun maatte gøre hende sin Opvartning og yde hende visse bestemte Tjenester som — kontraktmæssig — nærmere var fastslaaede. „Iltani skal vaske Taram-Sagilas Fødder” hedder det i en Kontrakt fra Sin-muballits Tid, „og bære Taram-Sagilas Stol til Templet. Og 10 Maal Mel skal hun male og bage”. Hun maatte være hende til Adspredelse og Opmuntring og følge hende i hendes Sindsstemninger. „Er Taram-Sagila ærgerlig og gnaven, skal Iltani ogsaa være ærgerlig og gnaven. Er Taraen-Sagila fornøjet og lystig, skal Iltani ogsaa være fornøjet og lystig”. Og hun maa vise hende Ærbødighed og være hende lydig „Iltani maa ikke aabne Taram-Sagilas Segl”. Er hun ulydig, kan Ægtehustruen brændemærke hende og sælge hende som Slavinde (jvf. »Studier fra Sprog- og Oldtidsforskning” No 91. Stat og Borger i det gamle Babylonier p. 21. 67.).

Et lignende Underordnelsesforhold kender vi hos Jøderne fra Fortællingen om Sara og Hagar i Genesis og fra Salomo’s Ordsprog. Da den barnløse Sara havde giver Abraham sin Slavinde Hagar til Hustru og Hagar havde undfanget og derfor ringeagtede sin Fruer da sagde Abraham til Sara, der klagede til sin Mand : „Se, Din Slavinde er i Din Haand, gør med hende som Du synes”. Og Sara ydmygede hende, saa Hagar flyede fra hendes Aasyn. Men Herrens Engel fandt hende ved en Vandkilde i Ørkenen. Og han sagde : ,Hagar, Saras Slavinde, hvorfra kommer Du og hvorhen gaar Du?” Og hun svarede : „Jeg flyr fra min Frue Saras Aasyn”. Da sagde Herrens Engel til hende : „Gak tilbage til Din Frue, og ydmyg Dig under hendes Hænder” (1. Moseb. 16,4-9.). Og i Salomo’s Ordsprog (V,18.) hedder det : „Din Kilde være velsignet og glæd Dig ved Din Ungdoms Hustru.”

Blandt de ariske Oldtidsfolk fremtræder en saadan monogamisk Tendens tydeligt i de indiske og iranske Kilder. Allerede i Vedaerne forekommer Betegnelsen mahisi, „den regerende Frue”, der senere genfindes i de gammelindiske Sagn, der er samlede i det store Epos Mahabharata. Heltene har sædvanlig flere Hustruer men kun een egentlig Hustru. Det samme gælder Brahamanerne. Ogsaa i Lovbøgerne tales der ofte om den ældste d. v. s. den først ægtede Hustrus Forrettigheder. Selv blandt flere jævnbyrdige havde hun Forrangen. Kun hende tilkom det at deltage sammen med Manden i de huslige Ofringer og religiøse Ceremonier. Kun den ene egentlige Hustru er som Enke arveberettiget og betegnes som Mandens „overlevende Halvdel”. I Manus Lovbog (IX 101.) er det ,,Mand og Hustru”, der er forpligtede til gensidig Troskab. Allerede i den ældste Litteratur (Apastamba 1i 11,12.) opstilles udtrykkelig den almindelige Grundsætning, at en Mand, der har en Hustru, sammen med hvem han varetager Slægtens religiøse Forpligtelser og som har født ham en Søn, ikke kan tage sig flere Hustruer. Udenfor indisk og iransk Ret findes intet positivt Vidnesbyrd om, at en enkelt Hustru havde Forrangen. Men da Forholdet hos Inderne og Iranierne, hvad navnlig de semistiske Analogier synes at vise, sikkert ikke hviler paa en national indisk og iransk Særudvikling, er det ikke usandsynligt, at Polygamiet ogsaa hos andre ariske Oldtidsfolk paa tilsvarende Maade har været monogamisk præget.

Hvad der i Overleveringen hos forskellige ariske Folk fortælles om polygamiske Forhold, er rimeligvis ikke Rester af en ældre Retstilstand, men senere Afvigelser fra den oprindelige fællesariske Ægteskabsordning. Monogamiet har hos de gamle Arier utvivlsomt været den normale, socialt anerkendte Form for Ægteskab. Det monogamiske Princip har imidlertid som Retsgrundsætning sikkert ikke været strængt gennemført. I en Tid, hvor Troskabspligten kun har paahvilet Hustruen, har saavel Flerkoneri som Frilleforhold retlig været tilladt. Der er intet i Polygamiet, der i og for sig er i Strid med den gammelariske (religiøse) Opfattelse af Ægteskabet.

***

De Motiver, der hos vore Stamfædre førte Mand og Kvinde til at stifte Ægteskabet, blev i deres videre Udformning ogsaa bestemmende for Forholdets Juridiske” Karakter. Ægteskabet fremtraadte ikke — i alt Fald ikke først og fremmest — som et personligt Livsforhold. Medens vi i de ariske Enkeltsprog har Ord af utvivlsom fællesarisk Oprindelse for „Fader” og „Moder”, findes — som alle rede Aristoteles (Poiitika 13.) for græsk Sprogs Vedkommende har gjort opmærksom paa — betegnende nok intet gammelt Ord for Forholdet mellem Mand og Hustru. Indgaaelse af Ægteskab var et Slægt s- anliggende. Der spurgtes ikke om Brudefolkenes Ønsker og Vilje, men om Slægtens Trivsel og Fremgang, dens økonomiske og religiøse Interesser. Om denne Opfattelse af Ægteskabet som et i sit Væsen upersonligt Forhold har vi paa germansk Retsomraade et mærkeligt historisk Vidnesbyrd hos Tacitus i hans Skildring af de gamle Germaner. Den Germanske Kvinde, hedder det, tager kun een Mand til Ægte ligesom hun kun har eet Legeme og eet Liv, for at det ikke skal være Manden, hun elsker, men Ægteskabet (Germania XIX.). Og den Pagt, der stiftedes, oprettedes ikke mellem Brudgom og Brud, men mellem Brudgommens og Brudens Slægter. Endnu hos de gamle Nordboere betegnes Ægteskabet som et Foreningsbaand (tengoir) mellem Ætterne. I den islandske Ættesaga om Eyrbyggerne hedder det, om Viga-Styrs Bortfæstning af sin Datter Asdis til Snorre Gode, at det mentes, at ved denne Forbindelse og det derved stiftede Svogerskab var begge Slægter blevne stærkere (cap. 28.). Hos de ariske Folk har det aabenbart i den ældste Tid været en almindelig Skik, at hele Slægten
i visse Tilfælde traadte sammen til Raadslagning. I Landsbyens Forsamlingshus er rimeligvis oprindelig alle vigtige fælles Anliggender blevne drøftede. Og her for den forsamlede Slægt er da sikkert ogsaa enkelte, økonomisk eller religiøst, særlig betydningsfulde familieretlige Handlinger blevne foretagne. Rester heraf er udtrykkelig bevidnet hos Germanerne. Ved Stiftelse af Ægteskab, berettes det saaledes af Tacitus, var saavel Brudgommens som Brudens Slægt. til Stede for at meddele deres Samtykke (Germania cap. XVIII.).

Denne Opfattelse af Ægteskabet som et vigtigt Slægtsanliggende blev atter bestemmende for de ydre Former, hvorunder Ægteskabet stiftedes. Var Ægteskabet for Slægtsforplantningens Skyld en økonomisk og sakral Nødvendighed, maatte det stiftes under bestemte Former, der kunde gøre dets Indgaaelse notorisk. Og Formaalets væsentlig religiose Karakter maatte føre til, at disse Former fik et sakralt Præg. Overalt blandt de ariske Folk var Ægteskabets Stiftelse i den ældste Tid ledsaget af højtidelige Ceremonier. Og saavel Trolovelsen, hvorved Ægteskabet under Fastsættelse af Brudeprisens Størrelse — sikkert oprindelig stiftedes, som Brudens Overdragelse og Hjemførelse, hvorved „Kobet” faktisk fuldbyrdedes, synes at have været omgivet af en sakral Ritus. Selv hos de germanske Folk, hvor Ægteskabet tidlig antog en rent verdslig Karakter, finder vi i den hedenske Tid Forholdet mellem Mand og Hustru stillet under Gudernes Beskyttelse og dets Stiftelse ledsaget af religiøse Ceremonier. I Gylfagining hedder det om Asynjen Vaar, at hun hører paa de Aftaler, som Mænd og Kvinder indgaar med hinanden, og straffer dem, der sviger deres Ord (pap. 34. i Finnur Jonssons Oversættelse). Og i den fra Thrymskviden kendte oldnordiske Skik at lægge Thors Hammer, Frugtbarhedens Tegn, i Brudens Skød har vi utvivlsomt en gammel religiøs Bruderitus. „Vie os sammen i Vaars Navn” beder Tursefyrsten (Thrymskvida, Strofe 32.). I det af Adam af Bremen omtalte Brudeoffer til Freja og i den fællesgermanske choriske Brudesang har nyere Forskere ligeledes ment at finde Rester af tidligere Tiders religiøse Skikke.

Var endvidere Slægtens Fortsættelse Ægteskabets Maal og det at dø uden at efterlade sig ægtefødte Sønner det usaligste af alt, maatte der gives Mand og Hustru Retsmidler til at afværge den Ulykke et sønneløst Ægteskab vilde bringe over Slægten. Hos Inderne og Grækerne træffer vi ret overensstemmende den Skik, at Faderen der kun havde Døtre, bortgiftede en Datter, „Arvedatteren” [Indernes putrika (af putra „Søn”), Grækernes epikleros (af kleros „Arvelod”)], under den udtrykkelige Betingelse, at den Søn, hun maatte føde, galdt for hans egen. Som ægtefødt Søn fortsatte han Slægten og varetog Forfædre- kulten. Frembærende Brændeofre til Agni og Prajapati, Arneildens og Avlingens Guder, overgiver den indiske Familiefader sin „broder- løse” Datter til Brudgommen med Ordene : „Hvad du foder (af Sønner) skal tilkomme mig.” — ,Jeg skænker dig denne broderløse Pige, prydet med Smykker [bryllupsklædt], hedder det i en anden indisk Formel. Den Søn, hun maa føde, skal være min Søn og bringe mig Dødsofrene”.

Hos Grækerne paahvilede det Faderens nærmeste Slægtninge som en Pligt at ægte „Arvedatteren”. Og det samme antages oprindelig at have været Tilfældet hos Inderne. Efter en ganske vist yderst tvivl som men fra gammel Tid vedtagen Fortolkning er det denne Skik, der hentydes til allerede i Rigveda, hvor det hedder : En Pige, der ikke har nogen Broder, skal gaa som en Gave til Mændenes [I 124,5.]. Og i Athen findes „Arvedøtrene”, som Aristoteles’ nylig fundne Skrift om Athenæernes Statsforfatning viser [cap. IX.], allerede retlig ordnet i Solons Love. Baade hos Inderne og Grækerne træder de oprindelig overvejende religiøse Motiver tydelig frem i den ældste Overlevering. Efterhaanden som de gamle religiøse Forestillinger svækkedes, trængte dog i Grækenland de nærmeste Slægtninges rent økonomiske Interesse i at erholde „Arvedatterens” fædrene Arvelod i Forgrunden. Allerede i Gortyns Stadsret (c. 450 f. Chr.) har Skikken mistet sit sakrale Grundlag. Af de græske „Arvedøtre” der i digterisk Udsmykning ofte findes anvendt i Herosagnene, og som i hele den klassiske Tid synes at have haft en ikke ringe Indflydelse paa den sociale Udvikling, findes endnu Rester i den 1862 i British Museum fundne saakaldte „Syrisk-romerske Retsbog”, der giver Oplysning om den græsk-romerske Landsret i den græsktalende Orient i det 5. og 6. Aarhundrede efter Chr.

Arvedøtreinstitutionen kendes imidlertid sikkert ikke blot hos Inderne og Grækerne. Den er rimeligvis fællesarisk [En tilsvarende Skik kendtes hos Israelitterne (4. Moseb. 27. 36)]. Nyere Forskere har ment at kunne paavise Rudimenter i gammelrussisk Ret. Hos Sydslaverne har „Arvedøtre” nationalt omformet holdt sig ned til vore Dage.

Var dernæst Ægteskabet barnløst, og Skylden maatte antages at være hos Manden, stod et andet Middel til at sikre Slægtens Fortsættelse til Raadighed for Mand og Hustru. Hos Inderne i den vediske Tid møder vi den Skik, at Familiefaderen, der ikke havde noget Haab om at efterlade sig en Søn, højtidelig henvendte sig til sin nærmeste Slægt med Anmodning om at paalægge Hustruen det Hverv (niyoga) — under Iagttagelse af forskellige religiøse Ceremonier, hvis Tilsidesættelse medførte Kastefortabelse — sammen med hans Broder eller en anden nær Slægtning at skaffe ham en Arving, der sakralt kunde træde i ægtefødt Søns Sted. Den samme Skik om end sikkert med en Forskydning i Motiverne — kendtes i Følge Plutarch i Sparta. Ogsaa hos Romerne har man paa Grundlag af en Beretning hos Strabon og en Notits hos Plutarch om Cato minor ment at finde Reminiscenser. Hos Germanerne, vistnok ogsaa hos Nordboerne, og hos de gamle Preussere træffer vi spredte Rudimenter. Og hvad der af Cæsar i Bogen om Gallerkrigen’) fortælles cm Polyandri hos Kelterne, er efter enkelte Forskeres Mening blot en Udartning af denne sikkert garnmelariske Skik.

****
Forholdet mellem Mand og Hustru var da ikke — saaledes som man senere ofte har opfattet Ægteskabet — et Forbund mellem to Væsner, der slutter sig sammen i fælles Ønske om i gode og onde Tider at leve trofast sammen. Hustruen blev ikke givet Manden for at være ham en Ledsager i Livet — til Glæde og Nytte. Hos de gamle Arier var Ægteskabet en Forening af to Personer, der i Overensstemmelse med Slægtens Vilje knyttedes sammen for at grundlægge en ny Familie, en ny Husstand, der kunde forplante Slægten. Et sprogligt Udtryk herfor er bevaret hos de nordiske Folk i det norsk- islandske Ord for Ægteskab hrunskapr og hjonalag, hvis Grundbetydning er „Husstand”. Og Hustruen galdt blot som et Middel til Slægtens Fortsættelse. Overalt blandt de ariske Folk er i den ældste historisk kendte Tid Hustruens Ufrugtbarhed en anerkendt Grund til Forstødelse.

Disse gamle Forestillinger om Ægteskabet som et i sit Væsen upersonligt Forhold, der kun havde at tjene Slægtens Opretholdelse, kan synes os raa og fremmedartede. Betragter vi dem imidlertid paa Baggrund af den ejendommelige religiøse Kultur, som gav dem deres dybere Betydning, er de saa langt fra at indeholde noget barbarisk, at de tvertimod er Udtryk for en ophøjet Betragtning.

Ægteskabet skyldte vel utvivlsomt overvejende økonomiske Grunde sin Oprindelse. Men Motiverne til dets første kulturelle Udformning maa vi søge i de gamle Ariers Forestillinger om Sjælens Udødelighed. Sjælen tænktes at fortsætte sit Liv efter Døden. Men denne fortsatte Tilværelse var betinget af, at de Efterlevende paa rette Maade bragte Dødsofrene. Dette kunde imidlertid kun ægtefødt mandligt Afkom. Og allerede derfor var Sønner avlede i retmæssigt Ægteskab nødvendigt. „Maatte der bestandig paa vor Stamme”, beder i Manus Lovbog de henfarne „Fædre”, „fremspire Sønner, som gennem Tiderne kan ofre os Mælkeris, Honning og klart Smør.” Men, som vi tydelig ser det hos Inderne og Grækerne, var denne Udødelighedstro ført videre. Den Enkeltes Liv tænktes ligesom fortsat i Slægten. Menneskets (mandlige) Afkom var dets Udødelighed. „I Dine Efterkommere”, stod der i Rigveda, „bliver du genfødt. Dette, oh dødelige! er Din Udødelighed [Apastamba 1i 9,24, 1-4. Leist, Altarisches jus gentiurn 98.]. Og i Aischylos’ Choephorerne hedder det, at naar blot Slægten ikke gaar til Grunde, er ingen død, selv om han dør. „Thi Børnene er den døde Faders frelsende Eftermæle [Vers 503.]. Retmæssig fødte Sønner var da ikke blot en Forudsætning for Fædrenes himmelske Salighed. Ægtefødt Afkom forplantede og øgede de bortgangnes jordiske Ry. Forholdet mellem Mand og Hustru fik herved en religiøs Indvielse. Gennem retmæssigt Ægteskab at sikre Slægtens Udødelighed blev for de Efterlevende en hellig Pigt. Og saa helt fremmed for moderne Forestillinger er de Gamles Betragtning ikke heller. Vi genfinder den hos de nyere Tiders største Tænkere. I et af Montaignes Essais ;edder det saaledes : On ne se marie pas pour soi, quoi qu’on dit, on se marie autant ou plus pour sa postrite, pour sa famille. Og endnu den Dag i Dag lever i mangt et Menneskes Sind bevidst eller ubevidst den Tanke gennem Ægteskab at forplante Slægtens Navn. „Dine Efterkommere, oh dødelige, er Din Udødelighed.”




Har du en kommentar?

Mailadresse offentliggøres ikke.


*