Neptun fest

Neptun fest
2541163 / Pixabay

Har denne tekst gjort dine forberedelser lettere, så vurdér den gerne!

Printet fra festbogen.dk - tekster om forberedelse af alle fester!

En rigtig sommerfest hvor det gennemgående er badetøj og vandpjask

Da man nemt bliver våd til Neptun fest er det en god ide ikke at være vandskræk.

8-11 år.

I Kong NEPTUNs rige

Invitationen til neptunfest figurklippes ud af farvet karton enten som en havfrue eller som Kong Neptun. En tegning af en redningskrans kan også bruges og måske er en lille badebold det helt rigtige. Badebolden pustes op, teksten skrives, og luften lukkes igen ud. Bolden kan nu sendes i en kuvert.

På invitationen kunne fx stå:
Kong Neptun og (fødselarens navn) inviterer med denne indbydelse xx til en overdådig havfest i slotssøen, (adr.) den xx kl. xx til kl. xx.

Medbring badetøj

Du skal medbringe standsmæssigt tøj, (badetøj) så du kan klæde om inden audiensen hos Kong Neptun.

På slaget xx bliver du nødt til at forlade havfesten, da fortryllelsen da ophæves og du kan herefter ikke mere trække vejret under vandet.

Send besked med en blæksprutte hvis du ikke kan komme.

Forberedelse

Vi forudsætter at vi holder festen om sommeren på en stor græsplæne med adgang til en vandslange og et børnebassin er heller ikke at foragte.

For at komme til Kong Neptuns rige må man passere mange farer, så hvilke farer skal vi lave?

Lav evt. en port/portal af 2-3 rafter. Udover rafterne hænger man et fiskenet/plantenet. I nettet sættes diverse pap søstjerner og fisk. En sørøverskat kunne også være placeret ved garnet.

En silhuet af en haj placeres også i nettet. Bor man i nærheden af stranden/havet kunne man måske hente nogle poser tang og sten derfra.

Fisk på bordet

På fødselsdagsbordet som er dækket med en blå dug og drysset med strandsand lægges udklippede fisk, havfruer og havmænd og andet fra havets bund. Over bordet kan ophænges blå balloner og udklippede fiskesilhuetter.

Huskeliste til dekoration og aktiviteter

  • net
  • rafter
  • strandsand
  • karton i forskellige fiskefarver
  • børnebassin
  • vandslange med vandtilførsel
  • spande
  • svampe
  • vandpistoler
  • vandballoner
  • balloner
  • badebolde
  • tom 1½ l sodavandsflaske
  • kopper

Hvad skal vi spise?

Harpuner (små grillspyd) små fiskefrikadeller sat på spid, havskildpaddebrød (boller som er placeret tæt sammen) er dekoreret med agurker og gulerødder, søde søpindsvin (frugtmix blandet med marcipan og mandelsnitter) små brune kugler med pigge.

Hvordan pynter vi op?

Over Kong Neptuns spisebord har vi ophængt et fiskenet/havenet, hvorfra udklippede papfisk og søheste hænger ned fra. Er spisebordet opstillet i haven, kan man med et par lægter lave en portal hvorfra net og fisk kan hænge ned fra.

Afvikling

Børnene modtages af en af Kong Neptuns soldater foran portalen. Soldaten er iført badebukser, svømmefødder, et spyd og tang i håret.

Inden alle for alvor skal blive våde er det nok bedst at spise lidt fra havkøkkenet.

Kong Neptuns aktivitetscenter

Nu er det nok bedst at have badetøj på.

Hvem har mest vand

2 hold får udleveres hver en 1½ l flaske med vand. Holdene sætter sig i en rundkreds. På start sendes flasken rund i kredsen med hullet nedad. Det hold der kan lade flasken vandre længst inden vandet er løbet ud har vundet.

Vand limbo

Med haveslangen laves en overligger og der skal nu danses limbo under vandstrålen. Omvendt kunne man med samme vandstråle lave højdespring over vandstrålen.

En kop vand til Neptun

2 hold skal konkurrere om at bringe Kong Neptun så meget vand som muligt. Hvert hold udstyres med en kop fyldt med vand. Der skal nu løbes med den fyldte kop ud til et punkt ca. 8 meter væk og retur. Næste mand på holdet gør det samme. Første hold der får alle igennem banen har vundet, men kun hvis der stadig er vand i koppen.

Neptuns livvagter

3 plastikglas med en smule vand placeres på et bræt. 3 personer skal forsøge at skyde glassene ned eller vælte dem med vandpistol.

Vandballon volley ball

Hvert hold skal have et stort håndklæde/dug, masser af fyldte brandballoner, net, 2 eller 4 personer pr. hold som holder i hjørnerne af håndklædet. En ballon placeres på håndklædet og det gælder nu om at skyde ballonen over nettet til det andet hold, som så på samme måde skal returnere ballonen. Der skal sikkert bruges mange balloner til en kamp. Når en ballon enten tabes eller går i stykker, er det point til det andet hold.

Vandballon stafet

Mindst en fyldt ballon pr. person. Holdene stiller op på linie. Første mand på hvert hold tager en ballon og løber frem til et aftalt punkt, hvor han sætter sig på ballonen til den sprænger og derefter retur til start, hvor næste løber er parat.

Svampe stafet

Til hvert hold skal der bruges 2 spande og en stor svamp. Den ene spand skal være fyldt med vand. Det gælder nu om at transportere så meget vand som muligt i svampen fra den fyldte spand til den tomme. Det hold der først får tømt sin spand og har transporteret mest vand til den tomme spand har vundet.

Fyldte joggingbukser stafet

Hvert hold skal have et par joggingbukser i overstørrelse samt en spand med vand. Holdene er iført badetøj. Første mand på hvert hold dypper joggingbukserne i spanden med vand inden han tager dem på, hvorefter han løber den aftalte distance. Tilbage ved start smides bukserne i vandspanden, hvorefter næste mand skal have dem på inden han kan løbe distancen. Det ser rigtig sjovt ud når der løbes.